Jeg ville gerne skrive noget smukt, noget dybt og noget poetisk
Men alt hvad jeg har at fremhæve er hvilken idiot jeg er.
Du må ikke jagte fortiden, det må du forstå.
Der er en mening med at det ikke er her længere, der er en mening med at det er slut.
Alligevel, strør jeg salt i såret, ved et ynkeligt, desperat forsøg - latterligt.
Han er væk
Jeg er intetsigende
Løber evigt panden mod en mur, jeg jagter stadig det uopnåelige, sårer stadig mig selv.
Der skal gå mindst et år til, før jeg eventuelt er parat
Til at stå ansigt til ansigt med væsenet der knuste mit spinkle hjerte i tusinde, usammmelige stykker.
Den første er altid den værste
Og jeg lever på kanten af smerte, og bygger sorgerne op klods efter klods, blot for at kunne vælte dem alle sammen på samme tid.
