Lørdag

Jeg har en uendelig uforstående tendens til at skabe mig selv mere forvirring, problemer og smerte end nødvendigt.

Jeg ringede til dig i torsdags, en smule beruset men lettere glad 

Jeg lagde en usammenhængende telefon svare, med flere pauser end tale.. 

Skrev dig utallige sms'er - jeg savner dig, jeg har begået en kæmpe fejl, kan vi starte forfra 

Forlod mine veninder i byen for at tage en bus hjem til dig, 

da du endelig svarede

Jeg vil ikke have du kommer i aften, jeg kan ikke overskue at se dig i dag. 

Lad os tale ved i morgen hvor du er ædru og se om du stadig har det på samme måde

Nok det mest fornuftige jeg har hørt fra dig i den tid vi har haft sammen 

Jeg skrev en kortfattet besked næste dag. Jeg står stadig ved det jeg sagde i går. 

Det er en idiotisk ide, en selvmordsplan, destruerende  på alle områder

Jeg vil forsat have det dårligt inden i, hullet vil stadig være der.
Min mangel på nærvær burde opfyldes af alle andre end dig. 

kropslig nærvær, psykisk nærvær, virkeligheds nærvær. 

Men jeg løber stadig forvirret rundt i fortiden, prøver at ordne alle hullerne, stopper dem til.
Fremtiden virker for skræmmende og uoverskuelig at fokusere på.