I dag gik det op for mig, at jeg ikke har været aktiv herinde i lang tid.
Jeg har ikke haft et behov for at komme ud med noget.
Jeg stilte mig selv spørgsmålet: hvorfor? Den her blog har været mit liv, mit rum for mine tanker og problemer.
Når alting blev for meget var det at skrive en hjælp.
Jeg tror grunden er, at jeg i den seneste tid, har været gennemsnitlig tilfreds og lykkelig med min tilværelse. Og dette bunder utrolig meget i at mit kærlighedsliv er blevet stabilt.
Mine følelser er ikke længere flyvske og spredte, men samlet, solidt og robust ét sted.
Det er som om, hele mit følelsesregister er blevet sømmet fast.
Og du er mine søm, du er den som holder mig sammen og holder mig fast.
Du er min rygad, der sørger for at jeg som menneske og individ kan holde mig oprejst.
Jeg er ikke længere ulykkelig som før.
Heller ej forvirret og fortvivlet over livet.
Jeg falder ikke mere. Jeg er landet og hvis jeg skal flyve, så er jeg ikke alene.
Nu er du med mig, til at flyve enten sikkert eller usikkert gennem tilværelsen, gennem følelser.
Vi komplementerer hinanden, støtter hinanden, hjælper hinanden, griner og græder sammen.
Som du selv har sagt engang, ville jeg også ønske at vi kunne smelte ind i hinanden.
Forblive ét.
Jeg ville ønske jeg kunne vise hvad det er du gør ved mig.
Men jeg kan ikke sætte ord på det, så stort er det.
Og som sagt før, vil jeg ikke tage chancen og ødelægge den følelse, ved at begynde at definere den på tekst.
For den har ikke nogen fast form, ikke nogen præcis størrelse, det er ikke et resultat man kan to streger under, den er ikke endegyldig.
Den er der bare og føles fantastisk. Og dét, kan jeg i det mindste fortælle.
D
