I dag har været en dårlig dag.
Vi har ikke snakket sammen hele dagen og det har været fuldstændig forfærdeligt.
Grunden er irriterende ligegyldig.
Men nu er det sket, og jeg ved ikke hvordan vi skal komme tilbage igen.
Der er ingen af os der har lyst til at give sig, og være den første til at skrive.
Men kan mærke at jeg snart tager skridtet og glemmer min stolthed...
Jeg fik lov til at drikke et glad af fars hvidvin til maden og sidder nu med et til på værelset.
Har lyst til at drikke mig fuld, høre noget melankolsk musik og så græde min ynkelighed ud.
For jeg er i sandhed ynkelig.
Har starten en diskussion jeg ikke selv kan vinde, og nu vil jeg lukke den men du vil ikke.
Jeg orker bare ikke at vi skal skændes mere over det og blive uvenner :(
Det kan min verden slet ikke holde til.
I dag har været hårdt nok..
Har ikke tænkt på andet end at du måske skulle skrive til mig, redde os, gøre det godt igen..
Men beskeden kom aldrig.. og nu sidder vi i hver sin ende af landet og vil ikke gi' sig.
Selvom jeg er sikker på du inderst inde også bare savner mig... Håber jeg da?
Men jeg forstår nu hvordan det mindste problem kan ødelægge hele min dag.
Hader tanken om at skulle gå i seng i aften uden at have hørt fra dig..
Jeg har det som om, at jo mere jeg skriver herinde.. Desto værre bliver det i virkeligheden.
Jo mere jeg prøver at formidle mine følelser på skrift, jo mere er der et eller andet overnaturligt der ødelægger min balance.
Men sådan har det altid været..
Hver gang jeg offentligt har indrømmet at jeg var lykkelig, glad, synes at tilværelsen gik strygende
- så har der altid været et eller andet til at bremse det..
Det har gjort at jeg er bange for at indrømme noget som helst til nogen udover mig selv.
