I dag er en dag hvor verden går mig på tværs.
Regnen slår ned på mig, vinden råber mig voldsomt i ansigtet, min mave knurrer surt af mig og menstruationen vælger at efterlade en rød, fugtig hadebesked på mine trusser.
Livet i sin simpelhed har valgt at mobbe mig..
Så jeg flygter igen - hjem, til værelset, under dynen, til fordærvelsen..
Jeg foretager mig ikke noget, min hjerne står stille, den har lagt sig i sofaen, ligesom mig selv..
Har smidt alt ansvar fra mig lige her og nu.
Har opbygget en mur som mine problemer og bekymringer prøver at bryde ned.
Jeg står på den anden side, panisk.. Holder mig for ørene.
For hvis man nu bare lukker øjnene, så går alting jo væk af sig selv..
Jeg er stadig utrolig virkelighedsfjern..
