Jeg befinder mig lige nu på slottet, som jeg kan lide at kalde det.
Min mors nye hus er meget overvældende..
Og som jeg gik rundt og troede man ikke kunne komme længere ud på Helgenæs..
Jeg er nu det jeg vil kalde for totalt afskåret og isoleret fra omverdenen.
Er omringet af skov - skov, skov og atter skov..
Men kan ikke løbe fra det er hyggeligt nok. Det føles som at være på evig ferie.
Jeg savner dog wi-fi og TV.. plus jeg har ikke engang en seng endnu.
Jeg må overleve på bøger og god musik.
Det er som om tiden går langsommere.. her ude i intetheden.
Tomheden opsluger en og får virkeligheden til at virke så fjern.
Og dog ikke..
Det er herude, at jeg virkelig mærker hvor stille min tilværelse står..
Mit liv er muted, sat på standby, gået i stå som et ur..
Og på samme tid føler jeg at tiden ruller afsted, gå og gå uden jeg beskæftiger mig med noget.
Tid er liv og liv findes i hjertet..
Jeg er i et fysisk og psykisk fængsel.
Og nøglen.. leder jeg stadig efter.
