"Life is a rollercoaster"
De sidste par dage har mit liv kørt ustyrligt op og ned.
Ikke på den sjove og spændte måde, hvor det kilder i maven.
Nej, den kvalmende måde, hvor man dykker så hurtigt og langt nedad på et split sekund.
Vores forhold har aldrig skrabet bunden så meget som det gør nu.
Det er kørt helt af sporet, og jeg er ikke sikker på, vi nogensinde får det op og køre igen.
Mit hjerte er blevet flået så meget i, at jeg er nået til en kontant hjerteblødning - som ikke kan stoppes.
Kærligheden siver stille ud af mig.. Og du er der ikke til at sætte et plaster på det.
Vi har ændret os til ugenkendelighed.
Vi er ikke længere Nantha og Mathias..
Vi er to fremmede, som ikke længere kender hinanden.
Og vi har slidt hinanden totalt i stykker.
Du kom forbi i dag, igen.
Du sagde du gerne ville mødes for at snakke.
Og jeg vidste godt hvad det betød.
Du havde nået samme konklusion som mig.
Selvom dagen igår endte OK ud.
Du havde besluttet at det skulle være slut.
Jeg havde forberedt mig selv på det hele busturen hjem.
Jeg havde været afklaret med beslutningen i flere måneder nu.
Det sidste halve år har jeg ikke set så meget som skyggen af dine følelser for mig.
Men lige dér, i brændzonen, i det gældende øjeblik - blottede du dem for mig.
Og jeg så hvor oprigtigt ked af det du var, ved tanken om der snart ikke skulle være mere:
Dig og Mig.
Det var som om det først lige der, gik op for dig, hvad slutningen ville betyde.
Men vi er to uduelig og fortabte sjæle..
Vi har været så tæt og længe forbundet, at det næsten er umuligt at skille os ad.
Vi endte med at sidde og spise coco pops og snakke om solskin og glade dage..
Og ligeså snart vi kommer for tæt på afgrunden, når vi altid at stoppe hinanden fra faldet.
Vi trækker tiden ud, og venter med at tage springet til næste dag.. Eller næste weekend og til sidst får vi det aldrig gjort.
