Det er ikke kærlighed.
Vi accepterer bare hinanden.
Som et menneske vi lever sammen med.
En sambo.
To roomates som desværre deler samme seng.
Den fælles seng er det eneste som gør os til et par.
Ellers sidder vi i hver vores ende af sofaen - laver hver vores ting.
Med en larmende stilhed mellem os.
Ingen kommunikation. Ren rutine.
Begge ensomme væsener, som kun har hinanden.
Det er det mindste bedre end at være alene.
For det er jeg herovre.
Alene.
Det er unfair. Det er tvunget,
Jeg elsker ham ikke.
Jeg er ikke engang forelsket.
Klamrer mig til en drøm som aldrig bliver til virkelighed.
Prøver at bygge noget på en bund det ikke kan bygge på.
Holder fast fordi jeg er bange.
Bange for ensomheden.
DET er det eneste han har givet mig.
Følelsen af at være ensom.
Er det ikke fantastisk sørgeligt.
At et forhold er lig ensomhed.
