Vintermørke
Jeg sidder i en bus på vej hjem
Oplugt af intens mørke i intetheden
Trykkende
Uendeligt
Som en bevægende lyskilde, der bliver transporteret gennem det kulsorte landskab
Med kun vinduer fra huse som det eneste reflekterende lys udenfor. Det er næsten som at se en rullende film.
Så tæt på oprindelsen som vi kan komme
Her i mørket, larmer alting meget mere
Musik bliver mere fokuseret, lyde forstås på en helt ny måde
Og man skal passe på man ikke lader sig opsluge af for mange af de tanker som pludselig opstår ud af mørket.
Hvis man ikke passer på, er dette mørke - vinteren i sig selv, kvælende.
Men på samme måde også et bevis på, hvor utrolig små og magtesløse vi er, overfor sådan en instans.
Jeg er altid overrasket over hvordan jeg gang på gang formå at overleve hver vinter.
Som altid, slår den mig halvt ihjel.
