Jeg kan mærke at jeg igen er ved at rushe mig selv ud i noget, som jeg følelsesmæssigt slet ikke er parat til.
Jeg er stadig meget sårbar, mit sår er stadig åbent
og jeg er slet ikke klar til at have et nyt fysisk forhold..
Jeg bliver skræmt bare ved tanken
Og alligevel søger jeg det desperat..
Bekræftelsen, tryghedsfornemmelsen, opmærksomheden..
Jeg har det så ambivalent.
For selvom jeg føler skyldfølelse så bliver jeg atter ved
Jeg burde distancere mig så jeg kan hele i fred.
Jeg kommer aldrig til at kunne føle mig afslappet i en ny situation, hvis jeg ikke får lukket det hul jeg stadig har i hjertet.
Det hul, som gør ondt hver aften når jeg ligger alene i min seng..
Som jagter mig, når jeg tjekker min Tinder..
Som minder mig om hvad det er jeg har mistet ligeså snart jeg prøver at danne noget nyt
Jeg er allerede begyndt at glemme alle de dårlige ting omkring os..
Jeg ser kun alt det gode, alt det fantastiske
De varmer mig som sørgmodige minder
Fra noget der altid har været der til pludselig ikke mere
Jeg er nødt til at sætte mig ned...
Med min sorg
Tage den mellem mine hænder
Og kigge på den indtil den ikke gør ondt mere.
