Jeg er allerede lidt utilfreds ved min situation
Om det er at overreagere er altid det store spørgsmål
Eller om jeg bare burde tage det roligt og huske på realitererne
Eller skal jeg være picky..
og stoppe før det udvikler sig til noget der ikke er til at komme ud af
Eller er det bare kommet dårligt fra start
Hvor meget skal man satse?
Det er som om solenn ikke skinner så meget mere, bogstaveligt talt..
Og måske er det også en blanding af det og de tilbagevendende hormonsvininger fra p-pillerne der spiller ind og gør mig moody.
Men hvad fuck - det skulle heller ikke være den eneste grund til at jeg ikke er overbevist..
Jeg ved at jeg har en tendens til at overtænke tingene
jeg gør mit liv meget mere kompliceret end det er
og ellers helt simple valg, er kæmpe dilemmaer
Og på en måde er jeg også sur på mig selv over ikke at ville stå på mine egne ben
Og hvorfor jeg ikke bare kan være tilfreds med at være mig alene.
Hvordan jeg konstant har brug for en til at fortælle mig, hvor dejlig jeg er, før jeg kan holde af mig selv.
