Jeg er så uendelig træt af, altid at blive slået omkuld hver gang menstruationen rammer
Hver eneste gang jeg tror jeg har styr på mit liv, kommer menstruationen og smadrer det hele.
Hver gang jeg føler jeg har fundet fodfæste og rytme i dagligdagen, med universitetet, arbejde og fritid, skal jeg altid tackles, så jeg vælter og slår hovedet ned i asfalten.
Jeg er så fucking udmattet, af den halvanden uge i hver måned, hvor jeg ingen styr på mit følelsesregister har overhovedet.
Samtidigt, bliver mit immunforsvar også ekstra sensitivt og jeg ender med både at skulle græde snot og bløde ud af fissen.
STOP NU
Jeg var stoppet på p-piller, fordi jeg ikke kunne holde ud, ikke at have nogen kontrol over mine følelser. Jeg vidste aldrig om de følelser og tanker, som kørte rundt i hovedet på mig, måske kun fandt sted, pga. af p-pillerne.
Jeg var altid i tvivl omkring hvor mange af mine tanker og følelser som egentlig var "ægte", og ikke blevet tunet af pillerne.
I går stod jeg op kl. 6.30, for at nå at komme i fitness kl. 8, inden jeg skulle på arbejde kl. 10, i 10,5 time.
Jeg er simpelthen dårlig til at acceptere, at min krop har brug for at slappe af, og modarbejde min startende forkølelse.
Efter arbejde tog jeg ud til nogle fra mit studie, som havde siddet og drukket hele dagen.
Jeg ved ikke hvorfor jeg heller ikke her, lyttede til mig selv, og bare tog hjem.
Hvad skulle jeg ude i den forsamling af drukhoveder, som jeg på ingen måde kunne følge med niveau på?
Jeg ville vel ud og bekræfte mig selv i, at jeg også kunne have et godt socialt liv og fejre at det var fredag ligesom alle andre.
Jeg vil ud og bekræfte at jeg har venner og en social omgangskreds og markere mig.
Men som altid er mit fodaftryk på verdenen så umenneskelig lille
Vi tog til i uniparken, for at høre to af de sidste kunstnere.
Det var mørk og smattet
Det var tydeligt alle havde været der længe og drukket sig festivals agtigt fulde.
Jeg passede slet ikke ind
Jeg flygtede fra scenen uden at sige noget til de andre
Det hele er så pishamrende ligegyldigt det hele
Den konstante søgen efter social status
Den evindelige markering af hvem man er over for andre
Den evige eftergivenhed og gå på mod, man påduttes hver gang man skal mødes med andre
Jeg kan det ikke
Fuck dem alle sammen og fuck hele verdenen, for at det skal være så hårdt for mig, at være en del af det hele.
Hvorfor skal jeg kæmpe ekstra hårdt, for at føle at jeg kan følge med?
Hvorfor falder social samvær og kontakt til andre mennesker mig ikke naturligt?
Det skal altid være em kamp for mig, at afholde mit paranoide, nervøse tankeværk, fra at ødelægge den sociale situation.
Er jeg dømt til at være det konstante offer for modbydelighed i verden.
Jeg gider fucking ikke have den rolle, som hende den svage, med dårligt selvværd som bare altid skal have det svært - men det er jeg...
Fuck mit lorte selvværd og fuck alle andre
Jeg ville vel ud og bekræfte mig selv i, at jeg også kunne have et godt socialt liv og fejre at det var fredag ligesom alle andre.
Jeg vil ud og bekræfte at jeg har venner og en social omgangskreds og markere mig.
Men som altid er mit fodaftryk på verdenen så umenneskelig lille
Vi tog til i uniparken, for at høre to af de sidste kunstnere.
Det var mørk og smattet
Det var tydeligt alle havde været der længe og drukket sig festivals agtigt fulde.
Jeg passede slet ikke ind
Jeg flygtede fra scenen uden at sige noget til de andre
Det hele er så pishamrende ligegyldigt det hele
Den konstante søgen efter social status
Den evindelige markering af hvem man er over for andre
Den evige eftergivenhed og gå på mod, man påduttes hver gang man skal mødes med andre
Jeg kan det ikke
Fuck dem alle sammen og fuck hele verdenen, for at det skal være så hårdt for mig, at være en del af det hele.
Hvorfor skal jeg kæmpe ekstra hårdt, for at føle at jeg kan følge med?
Hvorfor falder social samvær og kontakt til andre mennesker mig ikke naturligt?
Det skal altid være em kamp for mig, at afholde mit paranoide, nervøse tankeværk, fra at ødelægge den sociale situation.
Er jeg dømt til at være det konstante offer for modbydelighed i verden.
Jeg gider fucking ikke have den rolle, som hende den svage, med dårligt selvværd som bare altid skal have det svært - men det er jeg...
Fuck mit lorte selvværd og fuck alle andre
