Tirsdag.
En hård dag..
Medicin kunne mærkes igen på arbejde.
Som en bølge af rastløshed og spænding i kroppen, som jeg ikke umiddelbart ved hvordan jeg kommer af med.
Der var åbenbart sket en alvorlig fejl efter opgraderingen i går.
Så stemningen på kontoret var lidt presset.
Fordi Laura og Thomas var presset.
Jeg forsøgte at hjælpe.
Men var også irriteret, fordi det netop var et af de eneste ting, jeg havde blandet mig udenom, som der var sket fejl i.
Skulle hente Lauge i vuggestue med min mor, så hun er "lært op" til næste uge, hvor Casper starter på arbejde igen.
Det havde jeg faktisk ikke helt overskud til.
Min mor kan frembringe en helt utrolig stress i mig.
Fordi jeg fokuserer så meget på at please hende, og gøre hende tilfreds.
Men det er svært at mødes med hende, uden man får en lille løftet pegefinger eller et lille hak i ens egen intregitet.
Aldrig rigtig voksen eller ansvarlig nok til at kunne træffe de rigtige beslutninger..
Og tildels er det måske rigtigt nok....
Dagen sluttede med at blive sprunget totalt i ruiner.
Casper og jeg endte med at have en dum diskussion.
Sår blev revet op og der blev blødt ud over hele stuegulvet.
Afmagt og fortvivelse fik lov til at fylde rummet.
Og tiden fik lige lov til at stå stille, så vi kunne få lov til at se direkte ind i den sandhed, som vi har vendt hovedet væk fra.
Vi har det ike godt.
Vi lider begge to.
Og vi er ikke sikre på vi kan gøre hinanden glade.
...
"Hvorfor kan vi ikke finde ud af det?"
Sofaen var fyldt med tåre, som blev forløst i det kram, som vi ikke har givet hinanden i flere måneder.
Den negligeret fysiske omsorg blev endelig givet, der i øjeblikket hvor vi var allermest kede af det.
Vi vil helst blive sammen.
Men ikke hvis det negative fylder mere end det positive.
"Vi har det ikke godt det meste af tiden"
"Vi fortjener begge at være glade"
Så tirsdag endte i mange reflektioner, men dog med et vigtigt wake-up call for os begge.
Vi så nok hinanden med mere klare øjne, end vi havde gjort i langt tid.
Og selvom vi lige var blevet enige om, at vi var længere fra hinanden end nogensinde,
så følte jeg at vi blev bragt tættere sammen i det øjeblik.
I morgen ruller hjulene igen.
Arbejdet og barselslivet står atter op og skal forsættes.
Jeg ved vi begge tager masken på igen og får det til at køre.
Men vi ved begge godt at der er en sandhed, som ånder os i nakken, og som vi på et tidspunkt bliver nødt til at konfrontere igen..
