Vi har kendt hinanden i 3 måneder nu.
Den første var helt overvælende. Begge var vi blæst bagover af interessen for hinanden.
Vi har helt opslugt af lidenskaben og følelserne.
Vi brændte rigtig kraftigt. Tog hver eneste chance vi fik for at se hinanden.
Ikke engang nattesøvn skulle komme i vejen - den måtte vige, sammen med arbejde og andre forpligtelser som også blev lagt til side.
Det gik så stærkt det hele - jeg var vild med det, samtidig med jeg også var en smule skræmt.
Hvor skulle vi hen? Hvad skulle det blive til?
De rationelle tanker råbte til mig, fra bagerst i mit hoved - pas nu på dig selv.
Men jeg smed mine bekymringer væk, ville ikke spænde ben for mig selv.
For den oplevelse og strøm af følelser der flød inden i mig.
Jeg gav slip. Og gav mig selv lov til at føle uden bekymringer, uden tanke for fremtiden. Jeg gav mig selv lov til at være i nuet.
Det var befriende og dejligt.
Men vi fik et lille knæk - du fik et lille knæk.
Pludselig bankede virkeligheden på dørene, og alle de forpligtelser som tidligere var blevet negligeret kom nu frem i lyset. Du havde tabt dig selv - vi havde løbet for stærk og du var blevet for rundtosset nu. Nu skulle du lige sidde ned og finde dig selv.
Det var som en håndbremse der blev trukket virkelig hårdt.
Vores konstanthed var blevet kraftigt reduceret.
Du havde mistet kontrollen - du ville have den tilbage.
Og vi er her stadig - vi klarede os igennem den personlige krise.
Men vi er kommet ud på den anden side en smule anderledes.
Afdæmpet, reflekterende og mere velovervejende.
Du smider ikke længere hovedet, griber ikke længere hver chance vi får.
Du har stadig følelser - kontrolleret følelser.
Kontrolleret forhold.
Ingen lange snakke til sent ud på natten, ingen spontane kaffemøder midt på dagen, ingen lange streaks af snapchat billeder.
Men vi kalder os alligevel for kærester.
Jeg bilder mig selv ind, at det betyder at vi går fremad - at vi faktisk evolutionære.
Du siger at det er en konstatering af vores allerede praktiserende forhold til hinanden.
Jeg skal ikke se det som et nyt stadie. Det er blot en betegnelse for det nuværende.
Du dæmper mig. Du dæmper os.
Ro på. Ro på - siger du.
Vi skal ikke løbe mere. Vi skal finde stabilitet.
Men jeg føler ikke at det er en stabilitet - jeg føler det er en nedgradering - kald mig egoistisk.
Jeg ser det som en udfasning - for hvordan kan vi være sammen, hvis vores lidenskab skal tage et skridt bagud?
Jeg vil gerne være en konstanthed - men jeg vil ikke være en stabilitet - jeg vil ikke være et lineært element i din hverdag.
Jeg vil have lov til at være dynamisk, uforsigelig og spontan.
Jeg vil være udviklende og fremdrivende.
Du inddæmmer mig til en sø. En sø du kan gå ned og bade i og sejle i, når du har lyst.
Du kan vælge mig fra eller til. Der er ikke nogle ville strømninger.
Jeg savner de vilde strømninger..
Måske er jeg for grådig og måske er det mig som ikke vil erkende rationaliteterne.
Men jeg ser os lidt som et stjerneskud, der er ved at brænde ud.
Dog øver jeg mig på at være tålmodig, tage tingene stille og roligt.
Prøver at huske mig selv på, at du siger at du holder af mig - og du synes jeg er sød.
“Sød” ja - men elske?
Hvordan får jeg dig til at elske mig? Kan det lade sig gøre? Vil det ske?
Hvis ikke - er det så det værd? Spilder vi så ikke bare hinandens tid?
Som tidligere skrevet, vil jeg ikke bare være noget som føles rart, godt og betryggende lige nu.
Jeg vil være altoverskyggende, og vil havde brændt et evigt mærke ind i dit hjerte.
