Så blev det endelig weekend.
Det har været en mærkelig skæv dag.
Vi har været hjemme det meste af dagen.
Lauge har haft feber, hostet og snottet over det hele.
Han har aldrig været så syg som han er nu.
Min lille mor hjerte kan slet ikke bære, at jeg ikke var der i går,
og hjalp ham mens han var syg.
Det er sidste gang jeg vælger social samvær frem for min syge dreng!
Måden han er syg på er også forandret.
Før i tiden kunne jeg næsten sidde en hel dag med ham i sofaen.
Og bare amme og nusse ham - hele ham med kærlighed og moderomsorg, indtil han fik det bedre.
Det gider han ikke længere..
Kan mærke at han bliver sur og frustreret, over at han snotter og har det varmt.
Forståeligt nok!
Men med mere og mere bevidsthed, jo mere kompliceret bliver verden og de følelser man føler.
Bevidst nok til at mærke, at man ikke har det ok.
Men ikke bevidst nok, til at forstå hvad der sker med en.
Så den måde man bedst udtrykker denne frustration på, er selvfølgelig ved blot at græde det meste af dagen.
Og kigge ulykkeligt og forsømt på sine forældre.
Av...
Mit moderhjerte.
Jeg har følt mig stresset i dag.
Måske fordi jeg følte der var meget jeg skulle gøre.
Meget jeg skulle præsterere på hjemmefronten.
Nu hvor jeg endelig var hjemme.
To-do listen var igen omfattende og umulig..
Dømt til fiasko fra start.
Tremmesengen blev fikset..
Og jeg fik vasket en masse tøj.
Nå ja og Lauge..
Jeg fik også brugt tid med Lauge.
Men det er utroligt, hvor nemt det er for mig, at komme til at lave noget andet.
Når Casper er hjemme også, ender det tit med at det er mig som suser rundt og fikser alle mulige praktiske ting i hjemmet, mens Casper passer Lauge.
På en måde har vi lidt omvendte kønsroller der.
Dagen var slut næsten inden jeg havde set mig om.
Og jeg kan næsten ikke huske hvad jeg brugte den på...
Vi forsøgte at se en film sammen efter Lauge var puttet.
Men jeg måtte give op efter en halv time.
Medicin status samme som i går.
Jeg må samle nogle af mine tanker til næste medicin samtale.
