En indre tåge af tristhed.
Som altid er der.
Den kan være svær at skimte ved det blotte øje.
Fordi jeg har lært hvordan man skjuler den.
Men når jeg for en stille stund for mig selv.
Sniger den sig ind på mig.
Kold og mørk.
Og giver mig kuldegys.
Det er lige meget hvor meget jeg forsøger at fikse mit liv.
Lige meget hvor perfekt og stramt et skema eller struktur jeg får lavet.
Ligemeget om jeg får badet, cyklet, styrketrænet eller løbet på samme uge.
Så formørkes mit sind.
Og jeg ved jeg kan leve hele mit liv med den her tåge.
Fordi jeg holder den hen eller flygter fra den hver dag.
Jeg har lært at cykle på flade hjul.
Jeg har lært at bevæge mig fremad selvom det ikke er særligt rart.
En fantastisk overlevelsesmekanisme, men samtidigt et langt ulideligt mareridt.
Et langt ulideligt liv.
Og jeg er ekstra ramt af den følelse lige i øjeblikket.
Mine tankerne hvirvler så hurtigt at jeg knap nok kan se hvor jeg går.
Jeg savner at fordybe mig i noget.
At have en kreativ proces.
Jeg savner farver i min verden.
At grine og le.
At boble af glæde, forventning og håb.
Jeg savner at give mig hen.
At blive opslugt og forelsket.
Jeg savner at længsel efter noget eller nogen.
Jeg savner at kunne dagdrømme og have melankolske men romantiske tanker.
Jeg savner generelt at have hjertebanken af andet end stress og vrede.
Jeg savner at mærke mig selv.
Jeg kan ikke rigtig mærke mig selv mere.
Jeg har også behov for, at der er nogen som fortæller mig, hvor jeg starter og slutter.
Husker mig på at jeg også har en fysisk krop.
For lige nu svæver mit hoved
I en kæmpe storm
