Kære blog...
Min interaktion herinde har været ikke eksisterende.
Faktisk har jeg flere gange tænkt at det må være et stille farvel.
Jeg har bevæget mig så langt væk fra ordene som jeg nogensinde har været.
Ikke med min gode vilje.
Men tiden har ikke givet mig lov.
Og derudover er jeg også blevet doven...
Man kan måske kalde det for dagbogs muskelsvind...
Jeg savner at skrive.
Men jeg har under hele min barsel ikke haft adgang til en computer.
Og at skrive på min telefon var en forfærdelig oplevelse.
Og jeg er ikke så romantisk gammeldags og har hverken tålmodighed til at skrive i hånden.
Jeg har behov for et tastertur, hvor ordene kan trykkes lidt hurtigere ned.
Hvor skal jeg overhovedet starte....
Det er nu næsten 10 måneder siden at jeg blev mor.
Hvilken tid.
Og, jeg vidste godt at det ville blive hårdt.
Men jeg havde alligevel ikke regnet med, hvor voldsomt det ville slå mig ud af kurs.
Vi er blevet velsignet med et noget roligt barn.
Og vi har derfor ikke haft mange af de klassiske skavanker med en baby.
Ingen vild gråd eller utrøstelighed.
Ingen søvnløse nætter, hvor man står op næste dag og sammenlagt har sovet 2 timer i flee uger.
Ingen sindssyg baby jammer, problemer med amning eller andet.
Faktisk har vi haft utrolig gode muligheder for at kunne tage ud.
Både sammen og hver for sig.
Det som har skabt tordenvejr og jordskælv herhjemme, har været mit mentale helbred og vores relation til hinanden.
Vi har haft det hårdt.
Meget svært.
Svært ved at kommunikere og forstå hinanden.
Svært ved at opdage hinandens behov.
Der har været tvivl.
Tvivl på os.
Og dét har givet anledning til søvnløse nætter.
Vores fundament er ikke så stærkt som jeg troede.
Jeg havde ikke regnet med at blive så overbelastet som jeg føler jeg har været.
Det har været røv hårdt at gå en hverdag og rutiner etableret i hjemmet.
Da du bekæmper alt hvad der hedder struktur.
Du hader det.
Og det har gjort at der er kommet en forfærdelig rollefordeling og tone herhjemme.
Jeg er blevet en projektleder på vores liv og hjem.
En rolle som jeg op til flere gange har sagt, at jeg ikke ønsker.
Jeg ønsker ikke at være den som skal styre det hele.
Men jeg er åbenbart den eneste som administrere de hjemmelige pligter.
Det kaldes hvis i moderne tale - mental load.
Jeg. Er. Fucking. Overbelastet.
Hvorfor har du valgt at stifte familie?
Hvad ønsker du ved en familie?
Der har været så uendelige mange dyk i løbet af det sidste år, at jeg ikke tror jeg kan få beskrevet alle de følelser, som jeg har været igennem.
Og der har selvfølgelig også været mange smukke øjeblikke.
Men jeg kan mærke et stort mørke inden i mig.
Jeg kan se det.
Og jeg manøvrer mig i øjeblikket rundt om det.
Forsøger at holde mig fra kanten.
Jeg ved godt hvad der venter i det hul af mørke.
Og konsekvenserne er ubærlige.
