Dagene er gået..
Jeg har forsømt min medicinlog.
Men verden har været væltet derhjemme..
Så sidste lørdag var en ulykkelig dag.
Og det har siden været ret hårdt herhjemme.
Jeg lagde mig syg fra arbejde mandag-onsdag.
Fordi min hjerne og mit hjerte var helt i stykker.
Og fordi at Lauge stadig ikke var helt rask.
Så i mandags passede jeg ham hjemme.
Det tror jeg også jeg havde brug for.
Sådan en rigtig mor og søn dag..
Hvor vi bare brugte hele dagen hjemme..
Tirsdag og onsdag kom han i vuggestuen igen.
Men hvor jeg selv hentede ham begge dage.
Jeg brugte næsten begge dage på bare at ligge på sofaen og se TV.
Jeg havde ikke energi til andet.
Havde ellers tænkt at jeg skulle bruge tiden på at nå en masse praktiske ting.
Men har været helt tom for energi.
Lørdagens ulykkeligheder havde ramt mig hårdt.
Jeg havde 2. medicinsamtale ved min psykiater om tirsdagen.
Jeg forsøgte at forklare at jeg ikke følte medicinen hjalp.
Det endte med jeg sad og græd.
Fordi jeg stadig var så følelelsmæssigt i ubalance.
Men i stedet for at skifte mig over på noget andet, så mente min psykiater at jeg skulle forsætte.
Han forklarede at det er normalt at medicinen forstærker ens følelser - så man bedre vil kunne mærke, hvad der giver en energi og hvad der ikke gør.
Så hvis man i forvejen er stresset, ked af det eller vred, så vil medicinen forstærke denne følelse.
Han mente altså ikke, at medicinen gjorde noget dårligt, men blot at hvis jeg har været ekstra stresset eller ked af det, så er det fordi at der har været noget, som har skabt denne følelse - rundt om mig.
Og at jeg på en måde skulle betragte det som en information/alarm om, at der er noget som overskrider mine grænser, ikke giver mig energi, eller som ikke er godt for mig.
Så i stedet for at stoppe medicin er jeg gået op i dosis..
36 mg 2 gange om dagen...
Jeg var selv lidt skeptisk da jeg gik ud derfra..
Jeg har følt mig meget deprimeret.
Fordi Casper og jeg har haft det så hårdt.
Vi er enige om at vi bliver nødt til at finde en parterapeut ret akut..
For enten at forsøge at hjælpe os med at komme igennem vores problemer.
Eller hjælpe os med at gå fra hinanden på en god måde...
Jeg var nået til det punkt, at vi ikke kan fikse det.
At det er for sent..
Det er blevet for slidt og elendigt til at vi kan redde det nu.
Også fordi at vi blev enige om, at vi var nødt til at lade op hver for sig.
Og at jeg fremadrettet ikke skulle regne Casper med i mine planer.
Det vil bare skuffe mig mere, når han ikke kan, gad eller huskede aftaler.
Så er det bedre at jeg planlægger at gøre ting selv i weekender.
Fordi Casper ikke orker det.
Han synes aldrig det er hyggeligt, når vi er afsted sammen.
Fordi jeg stresser og ødelægger det..
Og det har heller ikke været særligt nemt de fleste gange..
Men det gør mig trist at tænke på,
at jeg skal planlægge at gøre alle oplevelser alene.
At vi ikke kan tage ud sammen som familie, og opleve verden sammen.
Jeg synes det er synd for Lauge..
At han ikke har oplevelser sammen med mor og far.
Så det har tynget mig.
For jeg har ikke så mange andre at opleve verden med..
Det er en del af problemet..
At min netværk er lille.
Hvis vi går fra hinanden står jeg meget svagt..
Jeg har ikke et bagland en stærk økonomi, som kan gribe mig hvis jeg falder.
Jeg har ikke en tæt veninde, hvis skulder jeg kan græde ud på.
Jeg har ikke en flok af venner, som sørger for at jeg ikke går itu.
Jeg er desværre en ret ensom sjæl på jorden.. uden Casper.
Dette gik netop op for mig en aften da jeg lå i sengen.
Hvor ensom jeg egentlig ville være hvis vi blev skilt.
Det gik pludselig op for mig for svag jeg egentlig er.
Jeg tror ikke jeg har det fightergen, som det vil kræve at blive alene-mor.
Jeg tror ærligt at jeg er for mentalt ustabil..
Og bare dén tanke stikker dybt...
For jeg synes det er så synd for Lauge..
At jeg ikke er stærk nok, til bare at være glad for hans skyld..
Han fortjener det ikke..
Han fortjener intet af min elendighed.
Så jeg er så vred på mig selv over, at være så pisse egoistisk hele tiden.
Så...
jeg har ramt en ny melankoli.
Den føles nemlig anderledes.
På en måde mere opgivende end nogensinde før.
Jeg har vitterligt svært, ved at se håbet for at jeg nogensinde bliver ægte glad igen.
Jeg kan ikke se hvordan det kan lade sig gøre.
Jeg har ikke haft det fysisk dårligt at medicinen efter jeg er steget i dosis.
Men jeg synes heller ikke den har hjulpet på noget..
Det er ret vildt..
Men det er som om der er sket et ret stort skift i min virkelighed.
Som om at alt min energi er væk.
Og det eneste jeg har som giver lidt glæde.
Er Lauge.
