Det var tirsdag
Jeg havde ingen planer.
Intet job at tage til, ingen aftaler med nogen.
Ingenting - som altid
Jeg brugte dagen hjemme
bagte kage, lavede god mad, så film og drik lidt vin
Faldt lidt i søvn
Det bedste våben mod timevis af ensomhed er at kunne sove det væk
Søvn er det eneste, som slukker for de destruerende tanker i mit hoved
Klokken blev mange 23.30.
Du skrev at du ville komme sent hjem.
Jeg skrev okay - prøvede at forberede mig mentalt
På at jeg godt kunne forvente at være alene i endnu flere timer
De eneste mennesker jeg havde snakket med den dag, var kassedamerne i Føtex og Lidl
Det kan man næsten ikke kalde for snak.
Hver dag er det det samme.
Jeg venter på du kommer hjem
Helt glubsk og sulten efter samvær
Og muligheden for at snakke med et andet menneske.
Jeg er udhungret for social samværd for tiden
Klokken 05.00 kom du hjem.
Jeg vågnede.
Stod op og sagde hej.
Du sagde hej.
Jeg gik i seng igen.
Sagde til mig selv, at jeg ikke skulle virke så desperat, at stå op kl. 05.00 om morgenen.
Du virkede også travlt optaget.
Klokken 10.30 vågner jeg igen.
Alene i i sengen.
Bliver liggende en halv time.
Hører du stadig er oppe.
Jeg står op og siger hej.
Du siger du er nødt til at gå.
Efter 24 timer alene, når jeg at have 3 minutters samtale med et andet menneske.
Jeg ved ikke hvad jeg havde regnet med.
Nu er det onsdag morgen.
Der starter en klump i halsen.
Du kysser mig farvel og går.
Endnu en morgen - en helt dag.
Helt alene.
Jeg kan mærke angsten komme snigende
Tankerne kommer løbende som et galoperende kavaleri
Og ender nok med at pløje mig i jorden
