Tanker.
Jeg bliver desværre stadig hjemsøgt og forfulgt, af mine egne destruktive tanker.
Rådne refleksioner.
Jeg er så frygtelig ked af det over, at jeg finder det så svært, at være i sociale relationer.
Af en eller anden grund, så er et af de mest eksistentielle dele af at være et menneske svært for mig.
Jeg finder det svært bare at være til i tilværelsen.
Og jeg føler at det er mit hoved som forråder mig.
Af en eller anden grund, fyldes jeg med negative tanker.
Som slår og stikker, fortærer og torturerer.
Indtil jeg ligger på jorden og har givet op.
Og så flygter jeg.
Længere ind i mig selv.
Bliver nærmest spist og slugt af mørket.
Lige nu kan jeg ikke finde ud igen.
Gårdagens mislykkedes sociale sammenkomst tog pusten fra mig.
Og jeg blev sur på dig.
For jeg følte ikke du hjalp mig.
Følte ikke du forstod mig.
Måske kommunikerede jeg det ikke ud til dig.
Måske vidste jeg det ikke engang selv.
Før bagefter.
At i sådanne situationer, vil jeg germe holdes i hånden.
Du havde det godt.
Nød at tale med andre mennesker.
Men du glemte mig.
Glemte at inkludere mig i samtalen.
Gav mig ikke en håndsrækning til at deltage mere.
Og du ved at jeg finder det svært at tale med andre.
Jeg følte mig tilovers.
Unødvendig.
Ligegyldig.
Og derfor flygtede jeg.
Og tankerne fik lov til at tage over.
Og nu er jeg blevet væk igen for mig selv.
Jeg har mistet forbindelsen til den fysiske verdenen.
Og svæver i mit eget kosmos.
Alene.
Anderledes.
Jeg ville ønske du kunne hjælpe mig ud.
Til livet.
Men det kan du ikke, hvis du ikke ved du skal.
Og lige nu.
Sover du.
Og jeg sidder på stranden og græder.
Så jeg må hellere bare hoppet i havet og skylle tårerne af kinderne.
