Det er som om, at jeg aldrig bliver færdig med at dyrke alverdens afskygninger af ensomhed.
Det er som om, at jeg kan distancere mig fra den til tider,
men at den altid kommer tilbage, som en magnet mod et stærkt magnetfelt.
Jeg eksisterer åbentbart bedst i mørket...
Og ved at blive ved med at udforske det dystre indre i mig selv.
Gad vide hvornår jeg har gravet nok..
Vil jeg støde på en kerne?
Eller vil jeg bare grave et hul helt igennem?
Måske er det bare en projektil, som langsomt passerer gennem mit hoved.
Et langsomt skud.
Et langsomt selvmord..
Jeg talte med mor den anden dag.
Hvor jeg nævnte at jeg håber på at kunne få lov til at tale med dig igen en dag.
Fordi jeg stadig føler at vi har noget at give hinanden.
Måske ikke et romantisk kærlighedsforhold, men en god sparringspartner..
Om livet..
En inspirationskilde.
For jeg savner meget de samtaler vi havde.
Jeg savner den refleksion over tilværelsen det bragte.
Og den refleksion, som det bragte om mig selv.
Jeg kan huske at det var hårdt.. hårdt at tale om dig.
Og jeg kæmpede med at holde gråden tilbage.
Det overvælder mig gang på gang.
Hvordan jeg reagerer - på minder om dig.
Det er følelser, som jeg ikke har kunne fremtvinge hos nogle andre.
Det bekymrer mig en smule.
Og jeg kan ikke lade være med at føle en smule skyldfølelse..
For jeg har det virkelig godt.
Jeg er så fandens forkælet.
Og jeg har rykket mig rigtig meget, siden vi var sammen.
Og har gjort nogle store livsforandringer.
Jeg har flyttet i bofællesskab..
Med 6 andre.
Midt inde i byen.. På Mejlgade.
Jeg har sagt farvel til min kære kat Mitko.
Et af det hårdeste ting, jeg har gjort nogensinde..
Jeg har sagt farvel, til min bobel i århus v.
Min to-værelseslejlighed i Bispehaven, som både var min hule og mit fængsel.
Jeg har færddiggjort mit studie. 5 år på universitetet. 5 år identificeret som studerende.
Jeg er startet i virksomhedspraktik, hos en digitalt marketingsbureau - på Mejlgade.
Jeg er blevet rigtig glad, for at bo sammen med andre mennesker.
At være omringet af støj af mennesker.
Støj af liv.
Jeg er blevet gladere for livet.
Men jeg savner dig.
Stadig.
Selvom vi mødtes i en mørk tid.
Så brænder dit lys stadig længe hos mig.
En meget stærk supernova.
Og jeg kan stadig græde over vores tabte univers.
Som et fjernt stjernebillede langt væk, kan jeg anskue dig.
Du ses bedst i mørke. Men du er der altid.
Du skal vide at jeg sender dig mange tanker.
