Jeg gjorde noget i går.
Som jeg har tænkt på i noget tid.
Det blev lidt en reaktion på gårdagens fortabelse i fortiden.
Jeg skrev til dig..
Det har jeg egentlig haft lyst til i langt tid.
At komme i kontakt med dig..
For at få redt trådende ud.
For at kunne få fred.
Jeg har været træt af hele tiden at blive mindet om dig,
i forskellige sammenhænge.
Dit navn bringes op i tide og utide,
selvfølgelig fordi du har den relation til Casper og baren som du har.
Det er vel derfor man siger
'Don't shit where you eat'...
Så jeg har længe haft lyst til at få vores første møde overstået.
Så jeg bedre kan vide hvordan det vil være, at møde dig en anden gang.
Og få en ide om hvor vi står.
Og om du er sur på mig.
Du mødte mig med tænder.
Du havde ikke lagt dit skjold ned.
.Og du var skuffet over mig.
Vores samtale sluttede uden en egentlig afslutning
Jeg føler ikke at det lettede noget tryk.
Kun at jeg ved at du højst sandsynligt stadig ville havde svært ved at se mig.
Se mig sammen med Casper.
Jeg er ked af at vi ikke endnu kan være glade på hinandens vegne.
Men jeg forstår godt dine følelser - jeg ville nok havde haft det på samme måde.
Men du gav jo selv slip på os - på mig.
Du gav mig vel egentlig min frihed til at kunne opnå mine drømme.
Jeg har lidt svært ved at mærke mig selv lige nu.
Jeg kan mærke at jeg er ked af det..
Både over situationen, og også lidt over jeg mit valg..
For jeg var egentlig ikke klar til at indlede et nyt forhold..
Jeg var bare virkelig ked af det.
Frustreret og ked af det.
Over at det var slut.
Så ja... jeg fandt nok lidt trøst i et nyt forhold.
Men er blevet rigtig glad for det.
Og Casper er så god.
Jeg fortjener også ham.
Og han fortjener også mig...
Og havde vi mødt hinanden bare et halvt år senere, havde det været okay.
Så jeg har egenlig skyldfølse overfor to mennesker.
Skyldfølelse over for dig, fordi jeg gik så hurtigt videre. Skyldfølelse over for at jeg ikke gav vores forhold den efterfølgende respekt den var værdig.
Skyldfølelse over for Casper, for at indlede et forhold med ham, inden jeg var helet ordentlig fra det forrige. Skyldfølelse over at jeg stadig kan savne og græde over dig.
Jeg er splittet over hvilken opfattelse af kærlighed jeg skal lytte til.
For med dig, forstærkes ideen om den store fortærende forelskelse - den store kærlighed og det skæbnebestemte møde, med den eneste ene.
Men med Casper forstærkes ideen om det realitiske og rationelle parforhold, hvor kærlighed ikke ophøjes som blot en følelse, men som et hårdt arbejde.
