7 måneder.
Det er vildt at tænke på at der er gået 7 måneder
Vi taler hele tiden om at det er utroligt hvor hurtigt tiden går,
og hvor meget vi har nået at gøre sammen på så kort tid.
Og vi har virkelig også været aktive.
Vi har sovet i en træhytte på Lolland falster, sprunget bungeejump i København, sovet i en jurt i Mols Bjerge, sovet i telt i Ebeltoft og holdt cykelferie på Samsø.
Vi har været på festival sammen, været på hotelophold og til koncert i Horsens, været i Kalkgruber i Viborg og på svampejagt i forskellige skove.
Vi har boet 14 dage plus mere i Kolonihave med Porter i Åbyhøj, og været på Endelave med din mor over en weekend. Vi har været ude at spise, i biografen, på museer, på stranden, været sammen med venner og familie - og vi har brugt mange dage alene i hinandens selskab.
Vi har haft det rigtigt godt og vi har det stadig rigtigt godt.
Vi har fået en hverdag op at køre, og ser hinanden ofte i løbet af ugen.
Faktisk bruger jeg nok 80% af min tid sammen med dig.
Det er jo rent luksus.
Men jeg ved også at vi måske har svært ved at mærke efter, hvornår vi egentlig burde være sammen eller hver for sig.
Vores relation til hinanden er blevet meget standadiseret,
og i mange måneder har det været naturligt at vi sov sammen næsten hver dag.
Men måske glemmer vi at trække vejret.
Vi er begge bange for at tage for meget af hinandens tid.
Og jeg føler helt klart at det mest er mig, som har tendens til at føle at der er gnidninger eller til at føle mig utilfreds eller utilfredstillet.
Jeg ved virkelig ikke hvorfor jeg er i gang med at skrive det her indlæg..
I aften havde vi ikke planlagt at ses.
Vi har sovet sammen de sidste 2 nætter.
Jeg så dig i morges.
Men jeg havde lyst til at se dig i aften.
Du tøvede lidt.
Jeg kunne mærke du gerne ville noget andet.
Du ville gerne drikke øl.
Og det er jo helt fair, at du har lyst til at være social med dine venner.
For jeg ved at du bruger så meget tid med mig,
og jeg vil helst ikke forhindre dig i at gøre det du gerne vil.
Men jeg føler stadig at det er hårdt, når jeg har lyst til at være sammen med dig,
og du egentlig vil noget andet.
Og jeg har mange gange følt, at du gør det fordi du har behov for noget andet end mig.
Og jeg ved virkelig ikke hvorfor, at det er så svært for mig.
For jeg har jo også nogle gange brug for noget andet end dig...
Men af en eller anden grund tager jeg det vildt personligt.
I går talte vi om at vi skal huske at ses sammen med andre - sammen som et par.
At vores forhold og vedligeholdelsen af vores interne bekendtskaber, ikke skal deles i to projekter.
Jeg kom måske til at skælde lidt ud... eller lufte frustrationer som måske ikke var berettiget.
Men lige nu er jeg f.eks. ked af, at vi havde den samtale - og at du tager på Erlings fordi du gerne vil drikke øl og ses med folk - men du inviterede mig ikke - selvom jeg gav udtryk for at jeg gerne ville se dig.
Nu kl. 22.50 har du sagt at jeg gerne må kigge forbi hvis jeg har lyst, og nu er jeg for træt..
Jeg ville måske gerne havde været med... hvis jeg var blevet inviteret tidligere.
Men du har ikke tænkt på det før nu, at invitere mig.
Da jeg ringede for at høre om du havde lyst til at ses, svarede du at du gerne ville ind på Erlings, men at det kun vil være for en times tid.
Jeg ved nu at det er noget du siger, for at forsøge at tilfredstille mig og holde et vindue åben for at vi kan ses. For ikke at skuffe mig!
Men jeg ved også godt at du sagtens kan sidde mere end en time, og at dine barbesøg altid trækker ud.
Og jeg har ikke lyst til at holde dig tilbage, hvis du gerne vil hygge dig uden at have en bagkant.
Men jeg er ked af, at du ikke kan sige det direkte til mig...
At du bare har lyst til en åben aften uden aftaler.
Men jeg er også ked af, at du ikke bare i telefonen sagde 'jeg har lyst til at tage på Erlings i aften, men hey du kan da komme med'.
Slå to fluer med et smæk - øge chancen for at introducere mig til dine venner og dit netværk..
Jeg har virkelig ikke lyst til at blive hende kæresten, som bare kan vente på i din lejlighed til du kommer hjem.
Jeg har ikke lyst til at være hende kæresten, som eksisterer parallelt med din vennekreds og 'din anden verden'.
Jeg burde jo havde lyst til/og du burde havde lyst til at inkluderer mig som en del af dig - og omvendt...
Men af en eller anden grund så synes jeg det er svært...
For lige præcis her er vi forskellige....
Jeg kan ikke lide at gå på bar og drikke øl... det er bare ikke min verden..
Jeg trives ikke i det miljø - jeg er ikke vant til det.
Og nogle gange så synes jeg du er dårlig til at holde mig i hånden...
Og I kender alle sammen hianden...
Og jeg er bare hende den stille, kedelige kæreste som ikke drikker..
Som ikke er god til at være social.
Så mit dilemma er egentlig dette:
Hvorfor generer det mig så meget, at du bare drikker øl med dine venner, på en dag hvor jeg egentli gerne ville se dig?
Hvorfor er jeg ikke rationel nok, til at tage det roligt og vide at vi har hele livet foran os - og bare kan ses imorgen?
Det er én aften uden hinanden og tidligere på ugen var det mig som ikke havde behov for dig...
Jeg er så pisse egoistisk.. Og jeg hader det.
Bare fordi jég keder mig.. så skal vi ses..
Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har ikke kunne lide mig selv de sidste par dage..
Og de tanker jeg har haft omkring dig og os..
Igår blev jeg nærmest overvældet af en følelse af tvivl...
En følelse som jeg ikke har følt så meget før..
Måske en følelse som er udviklet efter nogle dages følelse af rastløshed og utilfredstillelse..
Jeg har helt klart haft noget på tværs inden i, som jeg ikke har vidst hvordan jeg fjernede..
Men jeg begynder pludselig at have forventninger nu..
Og jeg føler lidt de fucker med mig..
Jeg begynder at få ideer om, hvordan vores forhold skal være... burde være..
Jeg begynder pludselig at få mange reflektioner omkring hvad vores forhold ikke er..
Hvorfor?
Jeg ved jo godt at kærlighed ikke skal betragtes som blot en følelse, og at lade sig styre af sine følelser ikke altid er konstruktivt..
Hvorfor lader jeg så netop mine følelser bestemme over mig nu?
De blæser som vinden...
Jeg har på det sidste følt, at du ikke rigtig forstod mig.
At du ikke rigtig fattede hvordan jeg havde det, og ikke rigtigt hjalp/gjorde det som jeg egentlig gerne ville havde du skulle i bestemte situationer..
Jeg tror måske jeg synes du er lidt fatsvag engang imellem..
Fatsvag og så også lidt doven og upraktisk..
Jeg forstår nogle gange ikke hvorfor du ikke bare gør visse ting.
Som f.eks. at rydde op i den lejlighed..
Fucking vaske ordentlig op, og fjerne skrald og andet 'flyderi' i din lejlighed..
Hvorfor er jeg sur på dig?
Hvorfor er jeg sur på dig lige nu over du ikke tænker på mig..
Hold nu kæft jeg er en træls kælling...
Jeg gider ikke skrive mere.
