Du fylder stadig....
I mine tanker.
Jeg gensær stadig gamle minder på min mobil...
Jeg genafspiller tidligere oplevelser i mit hoved.
Jeg lytter til optagelserne af din stemme
...
Jeg ser dit ansigt for mig i en stille reflekterende stund.
Dine øjne og rynkerne omkring dem..
Som stirrer på mig.
Jeg forestiller mig dig sidde og reflektere over et svar i en samtale..
Jeg kan mærke dig i min krop..
Og jeg synes stadig du har været uretfærdig, dum og egoistisk.
Men jeg tror stadig på hvad vi havde var ægte..
Lige meget hvad, om du mente det eller ej, så var det ægte for mig..
Og jeg vil gerne leve med den eventuelle løgn..
Jeg vil gerne tro på at du elskede mig.
For jeg elskede dig..
Og jeg er træt af at skulle føle skyldfølelse over for mig selv og andre.
Det er lørdag aften i januar og jeg står ved mine følelser:
Jeg holdte - og holder i dag, stadig meget af dig, kære Jonas...
Jeg kan ikke benægte det som er åbenlyst...
Og det ændre stadig intet omkring hvad jeg også føler for Casper.
Jeg vil have lov til at give plads til jer begge to, i mit lille forvirrede hjerte.
Jeg kan måske ikke leve fysisk med jer begge, men i mit hjerte er der uendelig plads.
Lige meget hvad den fysiske verden byder os..
