Støj.
Musikken pumper på alle etager.
Festglade mennesker fylder gadebilledet
Fyldt med energi og godt humør.
Det er jo fredag - det er løbetid.
Og det biologiske alkoholgen er liderligt.
Der skal ske noget!
Mens jeg går ind går alle folk ud.
Mens alle andre lægger til
Trækker jeg fra.
Føler mig mindre og mindre.
Føler mig anderledes
Handlingslammet.
Mit hoved forråder mig.
Igen og igen.
Får lov til at bestemme.
Og gør mig uduelig.
Blokerer livligheden med hovedtelefonerne.
Ubevægelig og sløj.
Støjen og menneskerne gør mig bedrøvet.
Så jeg flygter.
Under dynen og bag skærmen.
Og varmes af velkendte tårer.
Søger tryghed i rutiner
Som aldrig får lov til at slå rødder.
Stabilitet er blot en fisk der smutter mellem mine hænder.
Og jeg kan blive ved med at stirre ned i det mørke dybe vand...
Søgende efter hjælp.
Jeg savner mine tider i barndomshjemmet.
Tryg og grænseløs.
Værelset var en inspirationskilde og ikke et fængsel.
Jeg kom der for at søge tilflugt fra omverdenen,
men var ikke afskåret som nu.
Jeg er ikke taknemmelig mere.
Jeg kan ikke motivere mig selv.
Ikke føle glæden ved solen udenfor.
Kun sorg over at jeg ikke kan gå ud i den med et smil på læben og et stille sind.
Det hele er er blevet en mærkelig mudderpøl...
Tiden står så uendeligt stille.
og samtidigt stresser hvert minutslag..
Over at mit liv...
foregår uden at jeg er med..
uden at jeg griber dagen.
I dag er en trist dag....
og klokken er kun 11.00...
Hovedet angreb som det første.
Og mine kinder er væddet af tårer.
