Nogle gange forestiller jeg mig stå alene på en mark.
Omringet af natur og intethed på samme tid.
Langt væk fra alting.
Og græde min sjæl ud.
Bare græde.
Alt den sorg og fortvivlelse ud.
Som jeg føler lever inden i mig.
Jeg tror at hvis jeg fik muligheden for at være i total stilhed og ro.
Så vil jeg bryde sammen.
Som et isbjerg der langsomt får lov til at tø op.
Og et eller andet inden i mig vil smelte ud...
