Kronisk melankoli
Forgængelighed og forandring
Løber ind i lokalet
Stakåndet svimmel og med blødende knæ, fra de mange fald jeg tog på vejen.
Forsøger at ignorere smerten som prikker i benene.
Men er som en svag konstanthed, hver gang jeg hviler på begge ben.
Tvinger et smil frem på læben - hilser på verdenen med bedste evne.
Formår at følge med de andre, uden nogen lægger stor notits.
Jeg er blevet vant til kamuflere mig i mængden.
Til at gå udenfor døren med en frossen maske.
Mit hjerte er lukket, og dog bløder det stadig.
Men det er nemmere at gå igennem dagen, uden at prøve at føle for meget.
Lægge for meget i noget.
Jeg har det fint.
Udefra set har jeg det helt fint.
Har et job hvor jeg tjener over gennemsnittet.
Har en kæreste som er sød og omsorgsfuld.
Har fået en hund og bor i centralt, i den attraktive del af Aarhus.
Jeg mangler da umiddelbart ikke noget.
Men jeg er fyldt op med vrede.
Jeg har så vred hele tiden.
Jeg er enten vred eller trist.
Jeg kan ikke fordrage nogen mennesker.
Især hvis de er glade.
Jeg fyldes med en boblende irritation, når jeg støder på glade mennesker.
Prøv lige at se dig for, og pak dog dig selv lidt sammen.
Jeg er da pisse ligeglad, med at du hygger dig med din veninde/venner/kæreste/familie.
Hvorfor skal vi gå på samme side af fortovet?
Hvorfor skal I larme så fucking meget?
Jeg er TRÆT af folk bare kan lalle rundt, ubekymret i verden.
Det har jeg absolut ikke selv plads til.
Hver dag har jeg lyst til at skrige, eller slå noget rigtigt hårdt.
Jeg kan ikke komme af med alt denne aggression.
Alt den uretfærdighed, som jeg føler hele tiden.
Jeg prøver virkelig hver dag, at holde det hele sammen.
Men det er så fucking svært.
Og det irriterer mig, at alle andre har det så skide let.
Og jeg skal have det så pisse svært, hele tiden.
Mit liv hænger ikke sammen.
Mit skelet går bare, uden sjæl og uden hjerte.
Mit hoved kan ikke rumme det mere.
