Jeg tror jeg kan føle,
At du ikke altid er så opmærksom.
Opmærksom på mig.
Jeg sidder hjemme, en fredag aften - med følelsen af rastløshed og at være alene.
Vi taler tit om, at jeg ikke har det særlig godt.
Og at jeg burde få noget hjælp ved en evt. psykolog.
Du har set mig bryde helt sammen.
Og været helt trøstesløshed og afmagtet.
Men på trods af den viden.
Føler jeg mig meget overladt til mig selv.
Meget overladt til mig selv, at finde på noget at lave.
Overladt til mig selv, at trøste mig selv.
Overladt til mig selv, at gå ud og være social, når jeg sidder og føler mig ensom.
Overladt til mig selv, om stadig at lade lejligheden og vores værelse se pænt ud.
Selvom jeg ikke magter nogle af delene.
Jeg skal altid bede dig om, at gøre noget af ovenstående.
Det er sjældent, at det bare kommer af sig selv.
Jeg synes ikke jeg er urimelig….
Jeg véd hvor omsorgsfuld jeg selv kan være, overfor en person som jeg holder af.
Og jeg tror, at hvis min partner lå derhjemme, og havde det af helvedes til.
Og op til flere gange har sagt, at fredage er nogle af de hårdeste dage.
Så havde jeg forsøgt at hjælpe mere,
Forsøgt at være der de dage, hvor jeg ved det går ondt.
Forsøgt at mildne hans smerte, på den ene eller anden måde.
Jeg ved godt, at jeg ikke gør noget særligt for dig i øjeblikket… men jeg har ikke overskuddet, til at tage af mig selv.. så hvordan skulle jeg havde overskud, til at tage mig af andre?
Jeg føler lidt at du svigter mig.
Og det gør mig nervøs for fremtiden…
Kan jeg stole på, at du har min ryg hvis jeg falder en dag?
Jeg ligger faktisk allerede ned.
