Kære blog.
Jeg er usikker på hvor længe jeg har haft denne blog, men jeg ved at det trods alt er ved at være en del år, jeg har lavet skriberlier her.
Det gør mig både trist og glad at læse mig igennem de mange indlæg.
Nok fordi at det er tydeligt, at størstedelen af indlæggene, ofte har en meget melankolsk og trist klang.
Men mit behov for at skrive har hængt uløstligt sammen med mit humør, og derfor har det altid været når jeg har haft det svært, at behovet har været størst.
Så selvom at det umiddelbart kan se ud som om, at jeg dyrker det mørke og melakolien,
så betragter jeg også denne blog, som en mærkelig form for selvomsorg, hvor jeg har forsøgt at "hele" mig selv ved at skrive mine følelser ud af kroppen.
Det har været den måde jeg bedst at kunne komme af med alle de tanker som så ofte fylder mit hoved.
Dette indlæg er ikke skrevet på baggrund af et mentalt dyk i tilværelsen, som så mange andre indlæg.
Tværtimod er det et indlæg, som skal tjene som et opløft, ved at beskrive nogle af de tanker og følelser, som jeg har haft over det sidste halve år.
Et meget vigtigt og unikt halvt år.
Tilbage i januar fandt jeg ud af at der vokser et liv i min mave.
Og dette liv har vokset lige siden og er nu blevet en uløselig del af mig på alle måder.
Det har overtaget min krop, sind, nutid og fremtid.
Jeg venter mig sammen med Casper en lille dreng.
En lille smuk dreng, som vi forventer at møde for første gang d. 19 september.
Det har på alle måder trukket tæppet væk under mig.
Det har gjort noget helt særligt for mit mentale helbred.
Jeg har aldrig været mere rolig, afslappet og på mange måder fattet, som jeg oplever jeg er nu.
De mange humørsvininger, som jeg så ofte har haft, er minimieret kraftigt.
Jeg mistænker at det skyldes den udelukkende menstruationscyklus, som jeg jo lever uden i øjeblikket.
Derudover, så har dette at have et helt nyt overkyggende mål i livet, givet mig mere ro.
Pludselig er der en højere mening med min tilstedeværelse her på jorden.
Jeg skal til at være mor...
Og tage ansvar for en anden end mig selv.
Der er pludselig en højere mening med min nutid og min fremtid.
Der er langt et "vej" for mig, som jeg skal på fra nu af - og resten af livet..
Hele mit liv har jeg været evigt identitetsøgende.
Hvorfor er jeg her?
Hvem skal jeg blive til?
Hvad skal jeg med mit liv?
Spørgsmål som altid har fyldt meget for mig.
Det er som om at mange af disse spørgsmål er blevet mindre, ved at blive gravid.
Det lyder måske kliche... Og det er det måske ikke også.
Men ikke desto mindre er det sandt, at det er og føles indtil videre enormt meningsfyldt, at være gravid og vente et barn.
Det er det min krop er skabt til - at reproducere.
Og jeg kan mærke at min hjerne omfavner tanken.
Så tristheden og tvivlen har på mange måder været mindre det sidste stykke tid.
Og jeg håber jeg kan fylde de næste mange indlæg i denen blog, med tanker, oplevelser og følelser, omkring min graviditet og fremtid som mor.
