fredag den 26. januar 2024

Svigt

 Jeg tror jeg kan føle, 

At du ikke altid er så opmærksom. 

Opmærksom på mig. 

Jeg sidder hjemme, en fredag aften - med følelsen af rastløshed og at være alene. 

Vi taler tit om, at jeg ikke har det særlig godt. 

Og at jeg burde få noget hjælp ved en evt. psykolog. 

Du har set mig bryde helt sammen. 

Og været helt trøstesløshed og afmagtet. 

Men på trods af den viden. 

Føler jeg mig meget overladt til mig selv. 

Meget overladt til mig selv, at finde på noget at lave. 

Overladt til mig selv, at trøste mig selv. 

Overladt til mig selv, at gå ud og være social, når jeg sidder og føler mig ensom. 

Overladt til mig selv, om stadig at lade lejligheden og vores værelse se pænt ud. 

Selvom jeg ikke magter nogle af delene. 

Jeg skal altid bede dig om, at gøre noget af ovenstående. 

Det er sjældent, at det bare kommer af sig selv. 

Jeg synes ikke jeg er urimelig…. 

Jeg véd hvor omsorgsfuld jeg selv kan være, overfor en person som jeg holder af. 

Og jeg tror, at hvis min partner lå derhjemme, og havde det af helvedes til. 

Og op til flere gange har sagt, at fredage er nogle af de hårdeste dage. 

Så havde jeg forsøgt at hjælpe mere, 

Forsøgt at være der de dage, hvor jeg ved det går ondt. 

Forsøgt at mildne hans smerte, på den ene eller anden måde. 

Jeg ved godt, at jeg ikke gør noget særligt for dig i øjeblikket… men jeg har ikke overskuddet, til at tage af mig selv.. så hvordan skulle jeg havde overskud, til at tage mig af andre? 


Jeg føler lidt at du svigter mig. 

Og det gør mig nervøs for fremtiden… 

Kan jeg stole på, at du har min ryg hvis jeg falder en dag? 

Jeg ligger faktisk allerede ned.

søndag den 21. januar 2024

 Kronisk melankoli

Forgængelighed og forandring 

Løber ind i lokalet

Stakåndet svimmel og med blødende knæ, fra de mange fald jeg tog på vejen. 

Forsøger at ignorere smerten som prikker i benene. 

Men er som en svag konstanthed, hver gang jeg hviler på begge ben. 

Tvinger et smil frem på læben - hilser på verdenen med bedste evne. 

Formår at følge med de andre, uden nogen lægger stor notits. 

Jeg er blevet vant til kamuflere mig i mængden. 

Til at gå udenfor døren med en frossen maske. 

Mit hjerte er lukket, og dog bløder det stadig. 

Men det er nemmere at gå igennem dagen, uden at prøve at føle for meget. 

Lægge for meget i noget. 

Jeg har det fint. 

Udefra set har jeg det helt fint. 

Har et job hvor jeg tjener over gennemsnittet. 

Har en kæreste som er sød og omsorgsfuld. 

Har fået en hund og bor i centralt, i den attraktive del af Aarhus. 

Jeg mangler da umiddelbart ikke noget. 

Men jeg er fyldt op med vrede. 

Jeg har så vred hele tiden. 

Jeg er enten vred eller trist. 

Jeg kan ikke fordrage nogen mennesker. 

Især hvis de er glade. 

Jeg fyldes med en boblende irritation, når jeg støder på glade mennesker. 

Prøv lige at se dig for, og pak dog dig selv lidt sammen. 

Jeg er da pisse ligeglad, med at du hygger dig med din veninde/venner/kæreste/familie. 

Hvorfor skal vi gå på samme side af fortovet? 

Hvorfor skal I larme så fucking meget? 

Jeg er TRÆT af folk bare kan lalle rundt, ubekymret i verden. 

Det har jeg absolut ikke selv plads til. 

Hver dag har jeg lyst til at skrige, eller slå noget rigtigt hårdt. 

Jeg kan ikke komme af med alt denne aggression. 

Alt den uretfærdighed, som jeg føler hele tiden. 

Jeg prøver virkelig hver dag, at holde det hele sammen. 

Men det er så fucking svært. 

Og det irriterer mig, at alle andre har det så skide let. 

Og jeg skal have det så pisse svært, hele tiden. 

Mit liv hænger ikke sammen. 

Mit skelet går bare, uden sjæl og uden hjerte. 

Mit hoved kan ikke rumme det mere. 




Generationsskifte

 Januar 2024. 

Er nyt åt er begyndt, og der er allerde sket en masse. 

Vi har fået en ny regent. 

Dronning Magrethe er abdiceret, og vi kan nu bryste os af at have en konge i Danmark igen, efter mange år. 

Historien udvikler sig. 

Generationerne skifter. 

Det har på sin vis, været meget overvældende for mig at følge med i tronskiftet. 

Jeg betragter ikke mig selv, som en særlig stor royalist. 

Men det har rørt noget i mig, at være vidne til en æld gammel tradition, hvor en ældre generation, træder tilbage for den nye. 

Det er på sin vis et smukt symbol på livets forgængelighed, at vi siger farvel til noget nært og velkendt, og byder velkommen til noget nyt. 

Måske har det noget at gøre med, at jeg ikke er særlige god til afsked. 

Ikke særlig god til afsked med det velkendte og trygge. 

Og i mine 29 år på denne klode, har jeg kun kendt til Dronning Magrethe som vores royale moder.  

Det minder mig om, at livet er omskifteligt. 

En af grundene til at tronskiftet har haft ekstra stor betydning for mig, er fordi at jeg på kroningsdagen, fandt ud af at jeg personligt selv, også skulle give plads til nyt liv. 

En ny begyndelse, en ny historie. 

Jeg fandt ud af at der i min mave, voksede en ny generation. 

Det har givet anledning til mange mange reflektioner. 

Jeg føler på mange måder, at mit liv på én og samme tid, synger på sidste vers, og atter kun venter på en genfødsel. 

Og ja, hvis alt går rigtigt, så vil der bogstaveligtalt være en fødsel om 8 måneder... 


Mit hoved har svært ved at rumme alle de ændringer som venter. 

Jeg har grædt både glade og triste tåre. 

Min største frygt har altid været, at jeg ikke ville være i stand til at varetage ansvaret for andre, hvis jeg ikke tog ansvar overfor mig selv, og det mørke som der ofte følger mig. 

 Forbundet, forpligtet, for kongeriget Danmark. 

Ja, ligesom Frederik står jeg også overfor et nyt ansvar. 

Jeg er blot uforløst, ufærdig og uforberedt.


Det er svært for mig, ikke at lade de dårlige tanker svirre. 

Over alle de ting som jeg endnu ikke føler jeg har nået, at få på plads inden mit liv skifter. 

Jeg frygtelig bange for melankolien, og hvor meget plads den vil tage, under min graviditet. 

Jeg vil ikke bringe et barn ind i denne verden, hvis jeg ikke selv kan føle skønheden ved at være i den. 

Så hvordan lærer jeg at elske? 

Elske mig selv, og verdenen omkring mig. 

Dette er stadig et ubesvaret spørgsmål... 



tirsdag den 4. juli 2023

Fanget i ensomhed

Jeg er fanget i øjeblikket

I en strøm af dårlige tanker

Starter min dag med negativitet og slutter min dag på samme måde. 

Jeg har intet at se frem til denne sommer. 

Og jeg slår mig selv for det.

Er ved at gå i panik over, at jeg ikke skal ud og leve denne sommer. 

Jeg har ikke mærket en ægte glæde over livet i langt tid nu. 

Jeg kan tværdigmod mærke, at samværet med dig gør mig trist. 

Kan ikke sige noget pænt til dig mere. 

Kan ikke få lyst til dig. 

Jeg føler kun at jeg læser fejl. 

Jeg er uforløst i kroppen. 

Jeg mangler endorfiner. 

Men får dem ikke frigivet gennem dig. 

Får ikke frigivet dem af dig. 

Du forstår ikke at tilfredsstille mig.

Og jeg har ikke energien til at tilfredsstille dig. 

Jeg føler mig ensom. 

Alene med min sorg og mine følelser generelt. 

Uforstået og unormal. 

Jeg passer ikke ind i denne verden og vores samfund. 

Jeg kan mærke jeg holder dele af mig selv tilbage. 

Min glæde for musik, dans og lidenskab bliver ikke gengældt hos dig. 

Jeg danser alene i et telt på Northside, omringet af grupper af glade mennesker. 

Jeg står tidligt op om morgenen og cykler ned og bader alene. 

Jeg føler mig alene om mine passioner og tanker om livet. 

Vi er ikke længere et godt match. 

Hvis vi nogensinde var det var starten af.

Min sjæl er tynget af dårlig samvittighed for tiden. 


onsdag den 30. november 2022

 Nogle gange gør mit hjerte ondt

Fordi det mindes om dig

Uduelige menneske 

Manipulerende, egoistiske individ

Jeg får nok aldrig svar på, 

om du faktisk mente det. 

Om du faktisk følte ligesom jeg gjorde.

Det er så tåbeligt håbløst 

At blive ved med at gemme på dig i mine tanker

Men du har åbentbart gjort et usletteligt indtryk. 

Du var måske min store kærlighed. 

Det tætteste jeg kom på en romantiseret eneste ene. 

For det var så tilfældigt at vi mødtes. 

Du vil forevigt fremtone en melankolsk tilstand for mig

Min ulykkelige kærlighed.. 

The one who got away.. 

Den forbudte kærlighed.. 

Jeg ville ønske det ikke var sådan. 

Men du er der og jeg er her. 

Adskilt i hver vores verden.

Og de gange vi mødes er under så sørgelige omstændigheder

Jeg gemmer på dig forevigt. 

Og kalder dig frem gennem særligt musik og særlige personer. 

Og håber jeg kan få lov til at kigge dig dybt i øjenene.. 

En dag inden du eller jeg forlader denne jord. 

Jeg håber du har det godt. 

Og at du har ligeså lange og dybe filosoferende samtaler med en anden. 

At du udforsker dig selv og verdenen, gennem et andet menneske. 

At du bliver motiveret og udfordret. 

Og at du elsker dybt og inderligt med alle følelser. 

For følelser er noget af det vigtigste her i verdenen. 

Og min verden vil aldrig se de samme farver, som var der sammen med dig. 

Vil aldrig have de samme toner eller melodier, som dem du spillede for mig. 

Du har lært mig hvad længsel er. 

Du har lært mig hvad drømme er. 

Og du har lært mig hvad fortvivelse er. 



mandag den 10. oktober 2022

 Den her blog har fulgt mig næsten hele min ungdom. 
i over 10 faktisk... 

Jeg søger herind når jeg har noget på hjertet 

Og det har jeg nu.. 

Igen 

Det er længe siden jeg har følt noget kildre i hele kroppen 

Det er lang tid siden, at tanker om et andet menneske, har skabt røre i mit indre

Jeg har det godt, men inden i mig ulmer noget uforløst. 

En gammel lidenskab som jeg fortrænger hver dag. 

En forfærdelig trang til særligt kød 

Jeg er blevet veganer. 

Jeg forsøger at gøre min krop og mit sind klimavenligt. 

Sund i bevidstheden. 

Den grønne og gode vej. 

Men jeg kan ikke komme af med smagen 

smagen af dig i munden 

Jeg lidrer mine tanker om dig med brocoli og tofu

Selvom det aldrig helt dækker mit behov

Min lyst..

Det kilder i kroppen - jeg hader det 

Selvom du har saborteret mit sind, 

så finder jeg dig evigt tiltrækkende.

Jeg kan ikke undvige dig.

Det er så lang tid siden

Jeg kan ikke forstå hvorfor trangen ikke er forsvundet. 

Jeg har mistet alt på en aften. 

Jeg troede virkelig at jeg kunne gøre det - finde kærligheden. 

Jeg troede virkelig at jeg endelig havde fundet fred - havde fået lov til at fortjene kærlighed 

Men jeg bryder kontant de moralske, sociale og kulturelle regler vi har. 

Og bliver forsat overrasket over mig selv - og mit rigtige spejlbillede. 

Hvem er jeg, under alt det her hud? 

Hvorfor inviterer jeg konstant den her kompleksitet ind i mit liv? 

Hvorfor forstyrres mit liv altid af et Men? 

Jeg er virkelig min egen største fjende. 

Og 27 år inde i mit liv, har jeg levet med det monster, som bor inden i mig.


søndag den 3. juli 2022

 Andres glæder

Gør mig trist

Misundelig 

På at de kan erobre nattelivet

Når jeg ikke kan 


Aktiv for 5 timer siden 

Tæller baglæns 

Befinder mig i fortiden 

Danner mig et overblik over andre folks færden 

Hvornår gav du også op? 


Vejer og sammenligner 

Men altid hjemme inden 12

En ufrivillig Askepot

Skynder sig hjem inden magien ophører


Jeg har intet at byde ind med mere

Jeg interesserer mig ikke for noget mere 

Inspireres ikke er noget 

Motiveres ikke af noget 

Undersøger ikke noget længere

Er ikke nysgerrig på livet længere

Jeg ved ikke hvem jeg er mere


Blot et standardiseret 9to5 menneske 

I hamster hjul med fast job

Andre mennesker interesserer mig ikke 

Jeg vil ikke lære noget nyt at kende 





fredag den 29. april 2022

Jeg vil skabe et værk 
Som tryllebinder 
Som overrasker 
Og som vækker en følelse af, 
at blive genkendt. 
Forstået 
Beundret... 
En melankolsk visualisering 

lørdag den 19. februar 2022

Stilstand

 Dagen er gået. 

Det har været en stille dag. 

Jeg kom ikke ud og erobre verden. 

Men blev i min hule på værelset. 

Jeg var klar til at blive i sølet hele dagen..

Men fik alligevel tvunget mig op - op i bad. 

Fik skyllet lidt at fortvivlelsen og sorgen af mig.. 

Fik ryddet op og lavet et rigtigt måltid mad. 

Alt sammen med podcast i ørene. 

Mørkeland har hjulpet mig igennem dagen. 

Camilla og Katrines stemmer har fået lov til at fylde mit hoved. 

Bedre at det er deres stemmer i stedet for mine egne tanker.. 

 På et tidspunkt var det faktisk ret rart. 

Jeg fandt fred med min tilværelse.. og at jeg ikke nåede mere. 

Jeg har bevidst ikke skrevet til dig. 

Fordi jeg ikke lige har vidst hvordan jeg skulle forholde mig til dig. 

Fordi jeg har været for trist til at overskue det. 

Du ringede, selvfølgelig helt uvidende om noget. 

Det irriterer mig en smule, at du bare ikke fatter en skid. 

Og jeg ved godt at det er en smule uberettiget, da jeg ikke har fortalt dig, at jeg har det skidt. 

Men jeg er stadig ked af det over, at du ikke selv kunne regne det ud.

Måske har du fornemmet det, men du har ikke vidst hvad du skulle gøre. 

Men jeg fortalte dig for noget tid siden, at fredage er hårde for mig. 

Fordi det får mig til at føle mig ensom og anderledes. 

Når jeg ikke kan finde den samme energi og lyst til at tage ud. 

Og når jeg ikke har det sociale netværk til at kunne gøre det heller.. 

og igår endte det præcis sådan igen. 

Jeg havde haft en dårlig dag, og søgte tryghed i at flygte væk fra mennesker. 

En klassisk manøvre for mig, at flygte fra scenen og menneskerne. 

Fordi jeg havde haft en dårlig oplevelse med en social interaktion med mennesker tidligere på dagen. 

Jeg havde følt mig socialt utilstrækkelig. 

Du kom hjem med en succes oplevelse og et smil på læben, 

Fordi din dag havde været fuld af vellykkede sociale interaktioner. 

Og du var blevet beruset af det. 

Og du var sulten efter mere. 

Din glæde og energi gjorde mig både trist og misundelig. 

Fordi jeg ikke havde formået at lykkedes. 

Fordi jeg i stedet for at være sulten og beruset, var drænet og trist. 

Så jeg gik ind og du gik ud.. 

Ud for at erobre dagen endnu mere. 

Ind for at hele mig selv..

Alene. 

Igen. 

Dit opkald gjorde mig trist. 

Fordi jeg blev mindet om, at jeg stadig var alene med mine tanker og følelser. 

Du spurgte om jeg var okay. 

Og det var jeg selvfølgelig ikke, men jeg sagde det ikke til dig. 

Jeg løj. 

Fordi jeg ikke ved hvad jeg skal sige til dig.. 

Fordi jeg ikke har lyst til at belære dig. 

Jeg tror jeg har brug for at være i fred.

Med afstand i noget tid. 

Jeg er nødt til at mærke at jeg savner dig.. 

Jeg er nødt til at få din betydning tilbage. 

Jeg er nødt til at finde ud af hvad de her tanker betyder.. 



 Jeg kan ikke mærke dig..

Jeg kan ikke mærke mig selv. 

Jeg glæder mig ikke til at se dig mere.

Du er blevet for meget dagligdag.. 

til at mine følelser kan sætte pris på det. 

Vi er blevet dovne..

Rutineret. 

Men vi misforstår stadig hinanden. 

Jeg føler.. 

at du ikke rigtig forstår mig helt.. 

og at vi ikke ser helt ens på mange ting..

Jeg føler at du er dårlig til at læse mig. 

Vi samtaler heller ikke særlig godt mere.. 

af en eller anden grund... er jeg blevet lad. 

Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal sige til dig, hvis samtalen ikke handler om følelser.. 

Vi diskutere aldrig et stort emne.. 

Taler ikke længe om verdenssituationen eller politik. 

Du kommer tit med emner, men jeg griber dem ikke. 

Jeg ved ikke hvorfor... 

Jeg kommer tit for at søge tryghed. 

Når jeg måske føler mig ekstra i stykker inden i.. 

når jeg føler behov for at flygte fra verdenen.. 

Jeg elsker når jeg kan gøre en forskel for dig, på de dage hvor du er mere nede.. 

Men jeg føler ikke at jeg har fået det gengældt på samme måde. 

Igår var jeg nede.. 

socialt udmattet, og følte mig uduelig. 

Du havde haft en god dag og havde en masse energi fra succesen. 

Du skulle ud. 

Jeg skulle ind.. 

Jeg følte ikke rigtig at du forstod mig der.

At du indså, at jeg var på vej i grøften.. 

og jeg har samtidig også dårlig samvittighed over, at skulle involvere dig i mine sorger hver gang.. 

Og gøre en ellers god dag dårlig for dig. 

Jeg føler mig tung i hovedet..

Da vi så ‘love is blind’ savnede jeg pludselig suset ved forelskelsen.. 

jeg savnede fornemmelsen af at elske.. og at være helt opslugt, betaget og blændet af et andet menneske. 

Den der specielle kildren i kroppen og sommerfuglene i maven. 

Som jeg aldrig rigtig havde ved dig..

Som vi aldrig rigtig fik... 

Du sagde igår, at du blot blev bekræftet i hvor meget du holdt af mig, da du så det. 

Der blev jeg en smule ked af.. 

at føle noget helt andet end dig.. 

at jeg ikke følte mig bekræftet i det jeg havde.. men i stedet fik længsler efter noget andet. 

Jeg glæder mig ikke engang til vores tur til Lissabon i næste uge... 

vores allerførste rejse sammen.

Jeg burde da være ved at sprænges af glæde.. 

men jeg føler mig bare doven.. 

Hvad fanden er der galt med dig?