mandag den 4. december 2017

Jeg har det skidt
Vintermørket kravler ind over mig igen 
Overtager snart alle mine bevægelser og formørker hver tanke jeg har i hovedet
Jeg har kun vintermørke og snot tilbage 
Snot alle steder.. 
Det er ulideligt at være syg, alene og på vej til vinter på en og samme tid. 
Jeg blev vækket af en skarp sol gennem mit vindue denne morgen - en smuk morgen at vågne op til livet på. 
Men jeg vågnede kun op og var så trist
over at jeg lå og så denne smukke sol alene.
At dagen udenfor kunne være så dejlig, når der kun var mørke i mit indre.
Der kan ikke trænge noget sol derind.
Der er ikke noget som kan lyse min sjæl op. 
For jeg vågner, går og lever mit liv i ensomhed.
Og væggene omkring mig er så tykke og forseglet af denne følelse
Jeg burde tage væk.. 

onsdag den 1. november 2017

I am a very lonely person 
I don't have that many friends 
I thought you could be the person to save me from this loneliness
But if I can't talk to you when I really need it, who are you? 
When you don't contact me when I really need it, who are you? 
You said that I can always call whenever I have problems.. 
But when I tried to call you you didn't pick up 
Who are you then? 

Som forlængelse på tidligere.. 
Hvad hvis det kommer til det punkt, hvor jeg dybt inde på indse, at du ikke gør mig glad. 
At sådan som du er som person, ikke gør mig glad fordi du ikke kan give mig den opmærksomhed det kræver
Skal jeg, være mere fleksibel? Igen 
Skal jeg være mindre hysterisk og bare "stole" på at du holder af mig? 
Skal det ikke vises også? 
Jeg føler at jeg er ultra fleksibel i forvejen. 
Hvis min kærlighed for dig var en elastik eller en ballon ville den være spændt til bristepunktet 
Der kan ikke komme mere luft i
Jeg har lyst til at sige til dig, at hvis det bliver ved sådan her så har jeg ikke lyst til at være sammen med dig 
Hvis du gør mig ked af det igen, er det ikke det værd. 
Så fortjener jeg en som ikke glemmer mig og husker aftaler
Og du får en som kan leve med det, eller som du på magisk vis hellere vil ofre mere tid for 
En som du rent faktisk har lyst til at ringe til 
En som du rent faktisk føler fortjener en besked 

Vi kan ikke ændre på dem vi er
Jeg må indse, at jeg ikke kan lave om på hvem du er 
Det kan jeg ikke forlange af dig, også selvom den måde du er på, såre mig til tider
Det er en svær periode lige nu, mens du er væk 
Jeg føler det tester hvor langt vores kærlighed for hinanden kan nå
Det er ikke første gang jeg føler, at du har underprioriteret mig
men det er første gang jeg føler, at du glemmer mig
Du har altid været en meget travl person med mange bolde i luften
Noget som jeg både er fascineret og lidt misundelig over
Og jeg har altid prøvet at fortælle mig selv, at det er fordi du har meget at se til, at jeg føler jeg kan blive overset til tider..
Jeg har vænnet mig til, at du altid kommer for sent til alle aftaler
Jeg har vænnet mig til, at det er svært, at have en hel dag fri med dig
Jeg har vænnet mig til, at du altid kommer sent hjem eller tager tidligt afsted
Jeg har vænnet mig til, at du sjældent svare tilbage før efter mange timer når man skriver 
Jeg har generelt vænnet mig til, at tid er noget som du ikke har meget af
 Men nu og her, hvor du er så langt væk, føler jeg virkelig at du glemmer mig..
Det er svært for mig at forstå, hvordan det er muligt igen at glemme at ringe til mig
Jeg spurgte dig i mandags, om du havde lyst til at snakke.. 
Siden du tog afsted har vi snakket 2 gange. 
Du sagde du havde været ved tandlægen, og at du ikke havde det så godt. 
Vi aftalte at snakke ved dagen efter.
Jeg skrev godnat til dig mandag aften, uden at få svar tilbage  - havde jeg ikke forventet. 
Hele tirsdag høre jeg intet svar - jeg tænker du er travl, prøver ikke at tage det for tungt. 
Om aftenen tirsdag skriver du til mig, og siger du vil ringe efter du har spist "a little later"...
A little later er altid et vidt begreb når det kommer fra dig. 
Jeg lære aldrig om "om lidt" i din forstand, betyder om en halv time eller om 3 timer.
I dette tilfælde betød det så aldrig...
Du ringede aldrig til mig.
Jeg vågnede tirsdag nat og tænkte at jeg havde misset dit opkald.
Det gjorde ondt, da jeg så du slet ikke havde haft ringet.. Men du havde været online.
Du havde glemt mig, igen
I hvert fald havde du glemt at informere mig om, at du havde lavet planerne om.
Nu sidder jeg her, kl. 05.00 onsdag morgen, og kan ikke sove fordi jeg er ked af det. 
Jeg prøver at fortælle mig selv, at du ikke prøver på at gøre mig ked af det. 
At det ikke er en bevidst handling 
Jeg prøver at sige til mig selv, at det ikke er fordi du lyver 
Men er stadig uforstående overfor, hvordan det kan være så svært? 
Jeg tænker, at jeg må betyde meget lidt - i din verden dernede. 
Du har meget mindre brug for mig, end jeg har af dig her. 
Du har faktisk slet ikke brug for mig dernede. 
Herhjemme, fortæller du mig tit, at jeg er din alt. 
Men hvis jeg er dit alt, så har du glemt dit alt. 
JEG ER INTET for dig dernede. 
Men herhjemme er jeg ALTING 
Hvordan, kan jeg være så ubetydelig, at jeg ikke engang fortjener en besked i det mindste? 

Jeg ved aldrig hvordan jeg skal handle konstruktivt når det her sker. 
Det er lidt for mange gange, at jeg sidde herhjemme og venter på dig. 
Du gør mig ked af det.
Du siger at du aldrig har intention om at gøre mig ked af det 
Men du såre mig så meget 
Jeg føler ikke du vil mig
Sidste gang skældte jeg dig ud
Du sagde undskyld, undskyld jeg vil ikke gøre det igen, jeg vil huske det, jeg vil ÆNDRE mig. 
Men som sagt, så kan vi ikke ændre på hvem vi er. 
Jeg kan ikke ændre på, at du ubevidst glemmer mig og gør mig ked af det. 
Jeg har ikke stor nok effekt på dig. 
Jeg har sagt til mig selv, at jeg ikke vil skrive til dig mere. 
Måske for at teste, om du rent faktisk vil opdage det - om du overhovedet vil føle noget. 
Om du vil mærke det ligesom jeg har gjort. 
Jeg vil heller ikke bevidst gøre dig ked af det.. 
Men jeg føler du tvinger mig ud i situationer, hvor jeg ikke synes om mig selv til sidst. 
Du gør mig til en sindssyg person. 
Men hvis jeg kender mig selv godt nok, så har jeg ikke styrken til at ignorere dig i flere dage. 
Og hvad hvis du slet ikke reagerede? 
Vil det resultat ikke såre mig endnu mere? 
At få bekræftet min værste indskydelse... At du faktisk ikke elsker mig

søndag den 15. oktober 2017

Vågner op med moralske grubler over min sociale adfærd igår
Mit habitus er dysfunktionelt til den sociale kontekst 
Rolleforvirring - hvem er jeg i deres øjne? 
Stresset over at skulle definere mig selv ud fra deres blikke 
Over at puste liv i egne antagelser, om hvem de gør mig til 
Så jeg tænker og tænker og flygter 
Væk fra den sociale arena
Fra de magtkæmpende menneskelige målinger af hinanden 
Og bryder de opsatte regler 
Og gør mig selv til et individualistisk individ 

lørdag den 25. marts 2017

Jeg tænker for meget 
på de små detaljer - deltaljer som slet ikke eksisterer 
Påfund og opspind fra mit sind
som et edderkoppespind som fanger en tankeflue
lige meget hvor meget en tanke gør modstand
bliver den kun mere og mere fanget
Jeg har svært ved at mærke mig selv for tiden. 
Hvad det er der gør mig glad i min tilværelse
Er jeg glad for at studere? Er jeg glad for mit arbejde? 
Er jeg glad for mit kærlighedsliv? 
Er jeg tilfreds med min indsats på livet? 
Jeg må nok indrømme at det er meget lidt af overstående som faktisk føles, at have en reel betydning for mig.
Det er ikke den store passion der ligger i mit studie
Så enten er jeg bare doven eller også så er det ikke det rigtige
Men gud vide hvad et bedre alternativ ville være..
Den kreative vej som mine forældre desuden stadig mener er den rigtige vej for mig, 
virker så fjern nu
Kreativiteten er svundet ind med årene. 
Jeg føler mig tom for indhold - tom for mening


fredag den 3. februar 2017


Is it just our bodies? Are we both losing our minds?
Is the only reason you're holding me tonight
'Cause we're scared to be lonely?
Do we need somebody just to feel like we're alright?
Is the only reason you're holding me tonight
'Cause we're scared to be lonely?

onsdag den 28. december 2016

Jeg er bundløs i ligegyldighed
En frustation på himlen 
En kærlighedssang på et ustemt klaver 
Tinitusen i stilheden 
En bog som altid skrives om 
Og som ingen gider at læse 

fredag den 23. december 2016

Fra mit fremmedkulturelle fritidsarbejde
med de mange tyrkiske tæpper 
har jeg fundet mig en Pomak 
En bulgarsk køkkenmedarbejder 
En ung fremmedarbejder, en nydansker, en invandrer fra sydeuropa
som er ved at vandre ind i mit liv
med sine store brune øjne 
og sin tykke accent 
og beundringsværdige arbejdsindsats, som han præsterer hver dag 
i et køkkenhelvede uden lige
Jeg har stor repsekt og sympati
Enorm respekt og sympati