Opsamling

 Dagene er gået.. 

Jeg har forsømt min medicinlog.

Men verden har været væltet derhjemme.. 

Så sidste lørdag var en ulykkelig dag. 

Og det har siden været ret hårdt herhjemme. 

Jeg lagde mig syg fra arbejde mandag-onsdag. 

Fordi min hjerne og mit hjerte var helt i stykker. 

Og fordi at Lauge stadig ikke var helt rask. 

Så i mandags passede jeg ham hjemme. 

Det tror jeg også jeg havde brug for. 

Sådan en rigtig mor og søn dag.. 

Hvor vi bare brugte hele dagen hjemme.. 

Tirsdag og onsdag kom han i vuggestuen igen. 

Men hvor jeg selv hentede ham begge dage. 

Jeg brugte næsten begge dage på bare at ligge på sofaen og se TV. 

Jeg havde ikke energi til andet. 

Havde ellers tænkt at jeg skulle bruge tiden på at nå en masse praktiske ting. 

Men har været helt tom for energi. 

Lørdagens ulykkeligheder havde ramt mig hårdt. 

Jeg havde 2. medicinsamtale ved min psykiater om tirsdagen.

Jeg forsøgte at forklare at jeg ikke følte medicinen hjalp. 

Det endte med jeg sad og græd. 

Fordi jeg stadig var så følelelsmæssigt i ubalance.  

Men i stedet for at skifte mig over på noget andet, så mente min psykiater at jeg skulle forsætte. 

Han forklarede at det er normalt at medicinen forstærker ens følelser - så man bedre vil kunne mærke, hvad der giver en energi og hvad der ikke gør. 

Så hvis man i forvejen er stresset, ked af det eller vred, så vil medicinen forstærke denne følelse. 

Han mente altså ikke, at medicinen gjorde noget dårligt, men blot at hvis jeg har været ekstra stresset eller ked af det, så er det fordi at der har været noget, som har skabt denne følelse - rundt om mig. 

Og at jeg på en måde skulle betragte det som en information/alarm om, at der er noget som overskrider mine grænser, ikke giver mig energi, eller som ikke er godt for mig. 

Så i stedet for at stoppe medicin er jeg gået op i dosis.. 

36 mg 2 gange om dagen... 

Jeg var selv lidt skeptisk da jeg gik ud derfra.. 

Jeg har følt mig meget deprimeret. 

Fordi Casper og jeg har haft det så hårdt. 

Vi er enige om at vi bliver nødt til at finde en parterapeut ret akut.. 

For enten at forsøge at hjælpe os med at komme igennem vores problemer. 

Eller hjælpe os med at gå fra hinanden på en god måde... 

Jeg var nået til det punkt, at vi ikke kan fikse det. 

At det er for sent.. 

Det er blevet for slidt og elendigt til at vi kan redde det nu. 

Også fordi at vi blev enige om, at vi var nødt til at lade op hver for sig. 

Og at jeg fremadrettet ikke skulle regne Casper med i mine planer. 

Det vil bare skuffe mig mere, når han ikke kan, gad eller huskede aftaler. 

Så er det bedre at jeg planlægger at gøre ting selv i weekender. 

Fordi Casper ikke orker det.

Han synes aldrig det er hyggeligt, når vi er afsted sammen. 

Fordi jeg stresser og ødelægger det..

Og det har heller ikke været særligt nemt de fleste gange.. 

Men det gør mig trist at tænke på, 

at jeg skal planlægge at gøre alle oplevelser alene. 

At vi ikke kan tage ud sammen som familie, og opleve verden sammen. 

Jeg synes det er synd for Lauge.. 

At han ikke har oplevelser sammen med mor og far. 

Så det har tynget mig. 

For jeg har ikke så mange andre at opleve verden med.. 

Det er en del af problemet.. 

At min netværk er lille. 

Hvis vi går fra hinanden står jeg meget svagt.. 

Jeg har ikke et bagland en stærk økonomi, som kan gribe mig hvis jeg falder. 

Jeg har ikke en tæt veninde, hvis skulder jeg kan græde ud på. 

Jeg har ikke en flok af venner, som sørger for at jeg ikke går itu. 

Jeg er desværre en ret ensom sjæl på jorden.. uden Casper. 

Dette gik netop op for mig en aften da jeg lå i sengen. 

Hvor ensom jeg egentlig ville være hvis vi blev skilt. 

Det gik pludselig op for mig for svag jeg egentlig er. 

Jeg tror ikke jeg har det fightergen, som det vil kræve at blive alene-mor. 

Jeg tror ærligt at jeg er for mentalt ustabil.. 

Og bare dén tanke stikker dybt... 

For jeg synes det er så synd for Lauge.. 

At jeg ikke er stærk nok, til bare at være glad for hans skyld.. 

Han fortjener det ikke.. 

Han fortjener intet af min elendighed. 

Så jeg er så vred på mig selv over, at være så pisse egoistisk hele tiden. 

Så... 

jeg har ramt en ny melankoli. 

Den føles nemlig anderledes. 

På en måde mere opgivende end nogensinde før. 

Jeg har vitterligt svært, ved at se håbet for at jeg nogensinde bliver ægte glad igen. 

Jeg kan ikke se hvordan det kan lade sig gøre. 

Jeg har ikke haft det fysisk dårligt at medicinen efter jeg er steget i dosis. 

Men jeg synes heller ikke den har hjulpet på noget.. 

Det er ret vildt.. 

Men det er som om der er sket et ret stort skift i min virkelighed. 

Som om at alt min energi er væk. 

Og det eneste jeg har som giver lidt glæde. 

Er Lauge. 

17. medicindag

 Overtænkning 

Nedsmeltning 

Uro i hele kroppen 

En solrig dag 

Ruiner og kaos 

Inden klokken er slået 10.00 

Valg valg valg 

Kan ikke mærke min krop. 

Mit hoved har kørt på overarbejde de sidste par dage 

Ender ud i stress. 

Over hvordan den bedste lørdag ser ud. 

Lammet og fanget 

I hjemmet

Klaustofobisk fornemmelse 

af at være spærret inde i mit hoved.

Jeg tror fandme jeg fik et fucking angstanfald. 

Lige der på toilettet. 

Jeg nåede lige at give Lauge til Casper. 

For derefter at bryde sammen. 

I stilhed... 

I skjul... 

For det har jeg lært. 

Ikke at vise det til nogen. 

Og I sekundet jeg gik ud af badeværelset. 

Tale i et almindeligt toneleje. 

Og så hjælper det det også, at man har en kæreste som er ret distræt.. 

Som ikke kan se at øjnene er lidt mere røde og fugtige, end før man gik ud på toilettet. 

Så et lille skævt smil. 

Og så videre. 

Men flodbølgen hærger stadig indenvendigt. 

Og flød lige kort over sine bredder. 

Nu venter jeg bare på næste bølge. 

Jeg kan ike finde ud af om det er sundt. 

Da jeg røg en cigaret i haven tænkte jeg: 

Jeg har bare brug for en hel dage alene, hvor jeg kan få lov til at græde. 

Hele dagen... 

Og ligge helt livløs og uduelig i sofaen. 

Slugt af dynen. 

Og give efter for sorgen og fortivelsen.. 

Måske vil det hjælpe. 

I stedet for at forsøge at gemme følelsen væk.. 

Jeg ved det ikke. 

Mit system er så vant til at forsøge at komme videre. 

16. medicindag

 Så blev det endelig weekend.  

Det har været en mærkelig skæv dag. 

Vi har været hjemme det meste af dagen. 

Lauge har haft feber, hostet og snottet over det hele. 

Han har aldrig været så syg som han er nu. 

Min lille mor hjerte kan slet ikke bære, at jeg ikke var der i går, 

og hjalp ham mens han var syg. 

Det er sidste gang jeg vælger social samvær frem for min syge dreng! 

Måden han er syg på er også forandret. 

Før i tiden kunne jeg næsten sidde en hel dag med ham i sofaen. 

Og bare amme og nusse ham - hele ham med kærlighed og moderomsorg, indtil han fik det bedre. 

Det gider han ikke længere.. 

Kan mærke at han bliver sur og frustreret, over at han snotter og har det varmt. 

Forståeligt nok! 

Men med mere og mere bevidsthed, jo mere kompliceret bliver verden og de følelser man føler. 

Bevidst nok til at mærke, at man ikke har det ok. 

Men ikke bevidst nok, til at forstå hvad der sker med en. 

Så den måde man bedst udtrykker denne frustration på, er selvfølgelig ved blot at græde det meste af dagen. 

Og kigge ulykkeligt og forsømt på sine forældre. 

Av...

Mit moderhjerte. 

Jeg har følt mig stresset i dag. 

Måske fordi jeg følte der var meget jeg skulle gøre. 

Meget jeg skulle præsterere på hjemmefronten. 

Nu hvor jeg endelig var hjemme. 

To-do listen var igen omfattende og umulig.. 

Dømt til fiasko fra start. 

Tremmesengen blev fikset.. 

Og jeg fik vasket en masse tøj. 

Nå ja og Lauge.. 

Jeg fik også brugt tid med Lauge. 

Men det er utroligt, hvor nemt det er for mig, at komme til at lave noget andet. 

Når Casper er hjemme også, ender det tit med at det er mig som suser rundt og fikser alle mulige praktiske ting i hjemmet, mens Casper passer Lauge. 

På en måde har vi lidt omvendte kønsroller der. 

Dagen var slut næsten inden jeg havde set mig om. 

Og jeg kan næsten ikke huske hvad jeg brugte den på... 

Vi forsøgte at se en film sammen efter Lauge var puttet. 

Men jeg måtte give op efter en halv time. 

Medicin status samme som i går. 

Jeg må samle nogle af mine tanker til næste medicin samtale. 

15. medicindag

Onsdag. 

Sidste dag på ugen inden en tidlig weekend. 

Arbejde og sommerfest med kollegaer. 

Det var det min dag gik med. 

Jeg havde egentlig ikke lyst til at tage afsted til sommerfesten.. 

Et af mine sociale dilemmaer.. 

Jeg har så svært ved at skulle afsted til sådanne arrangementer.

Særligt når det også er et arrangement, hvor jeg ikke selv bestemmer hvornår jeg vil hjem. 

Festlighederne skulle foregår tæt på Grenaa. 

Og jeg skulle køre hjem med en af mine kollegaer. 

Casper og Lauge var begge ramt af sygdom. 

Så jeg forlod hjemmet allerede med lidt skyldfølelse. 

Casper motiverede mig til at tage afsted alligevel.

Han skulle nok klare både snottet og feberramt baby, hund og hjem - og sig selv. 

Jeg fik mig selv overbevist om at det også ville være godt for mine sociale relationer, at tage med til festen. 

Men det var præcis som jeg havde regnet med. 

Ikke sjovt. 

Hele mit system var klar til at gå i seng efter aftensmaden. 

Jeg havde opbrugt alle mine sociale kræfter. 

Medicinen hjælper mig åbenbart ikke med at overskue social samvær mere. 

Min konklusion er at den her medicin ikke hjælper særlig meget. 

Jeg synes stadig jeg har tendens til overtænkning under. sociale interaktioner. 

Jeg bliver stadig vildt stresset af små opgaver, som jeg af en eller anden grund finder sværre. 

Jeg har stadig svært ved at komme igennem min to-do liste, både derhjemme og på arbejde. 

Jeg kan godt mærke hvis der er noget jeg ikke har lyst til, men jeg har stadig svært ved at handle på det.

Det er også stadig svært for mig at tage valg - det stresser mig stadig. 

Og, jeg beskylder og bekymre mig generelt stadig ret meget.. 

Så... 

Måske virker medicin bare ikke for mig? 

Eller har jeg overhovedet ADHD? 

14. medicindag

 Tirsdag. 

En hård dag.. 

Medicin kunne mærkes igen på arbejde. 

Som en bølge af rastløshed og spænding i kroppen, som jeg ikke umiddelbart ved hvordan jeg kommer af med. 

Der var åbenbart sket en alvorlig fejl efter opgraderingen i går. 

Så stemningen på kontoret var lidt presset. 

Fordi Laura og Thomas var presset. 

Jeg forsøgte at hjælpe. 

Men var også irriteret, fordi det netop var et af de eneste ting, jeg havde blandet mig udenom, som der var sket fejl i. 

Skulle hente Lauge i vuggestue med min mor, så hun er "lært op" til næste uge, hvor Casper starter på arbejde igen. 

Det havde jeg faktisk ikke helt overskud til. 

Min mor kan frembringe en helt utrolig stress i mig. 

Fordi jeg fokuserer så meget på at please hende, og gøre hende tilfreds. 

Men det er svært at mødes med hende, uden man får en lille løftet pegefinger eller et lille hak i ens egen intregitet. 

Aldrig rigtig voksen eller ansvarlig nok til at kunne træffe de rigtige beslutninger.. 

Og tildels er det måske rigtigt nok.... 

Dagen sluttede med at blive sprunget totalt i ruiner.

Casper og jeg endte med at have en dum diskussion. 

Sår blev revet op og der blev blødt ud over hele stuegulvet. 

Afmagt og fortvivelse fik lov til at fylde rummet. 

Og tiden fik lige lov til at stå stille, så vi kunne få lov til at se direkte ind i den sandhed, som vi har vendt hovedet væk fra. 

Vi har det ike godt. 

Vi lider begge to. 

Og vi er ikke sikre på vi kan gøre hinanden glade.

...

"Hvorfor kan vi ikke finde ud af det?" 

Sofaen var fyldt med tåre, som blev forløst i det kram, som vi ikke har givet hinanden i flere måneder. 

Den negligeret fysiske omsorg blev endelig givet, der i øjeblikket hvor vi var allermest kede af det. 

Vi vil helst blive sammen. 

Men ikke hvis det negative fylder mere end det positive. 

"Vi har det ikke godt det meste af tiden"

"Vi fortjener begge at være glade" 

Så tirsdag endte i mange reflektioner, men dog med et vigtigt wake-up call for os begge. 

Vi så nok hinanden med mere klare øjne, end vi havde gjort i langt tid. 

Og selvom vi lige var blevet enige om, at vi var længere fra hinanden end nogensinde, 

så følte jeg at vi blev bragt tættere sammen i det øjeblik. 

I morgen ruller hjulene igen. 

Arbejdet og barselslivet står atter op og skal forsættes. 

Jeg ved vi begge tager masken på igen og får det til at køre. 

Men vi ved begge godt at der er en sandhed, som ånder os i nakken, og som vi på et tidspunkt bliver nødt til at konfrontere igen.. 

13. medicindag

 Første dag på 54mg. 

Havde faktisk forventet at det ville være værre. 

Men jeg har ikke været ligeså ramt som jeg troede. 

Jeg er på dag 2 i min menstruationscyklus. 

Måske de 2 ting på en eller anden måde går hånd i hånd på en positiv måde. 

Min dag på arbejde var fin. 

Jeg synes jeg var til stede til de møder vi havde. 

Vi havde travlt. 

Jeg fik sagt min mening til vores retrospektiv. 

Thomas mente jeg skældte ham ud.. 

Jeg mindes faktisk også, at det var som om at medicinen gav et lille bølgeskub, lige i det øjeblik.

Jeg blev nødt til at blive en halv time ekstra, da der var fejl i vores opgradering. 

Så det blev desværre en kort dag med Lauge. 

Udover dette er jeg ikke sikker på jeg føler at medicinen gør den store forskel. 

Jeg har stadig følt den samme form for irritation og stress, i forhold til hjemmet og arbejdsopgaver. 

Jeg føler heller ikke det er fordi jeg kommer hurtigere igennem mine to-do's. 

Men rart at jeg ikke havde det fysisk dårligt af medicinen i dag. 

12. medicindag

Søndag. 

Medicinen har ikke været ligeså ubehagelig i dag som de sidste 2 dage.

Jeg plejer normalt at kunne mærke den slå omkring en 11-12 tiden. 

Men i dag var det som om det gik bedre. 

Måske har min krop langsomt vænnet sig til den, eller også mistænker jeg at det skyldes dag nummer 2 i min menstruation. 

Dag nummer 2 er altid den hårdeste. 

Jeg bløder mest den dag og er derfor ofte en del mere træt. 

Men jeg synes egentlig at formiddagen gik fint. 

Jeg havde aftalt at ses med en veninde ved en 13-tiden. 

Så vi brugte egentlig bare morgenen og formiddagen hjemme. 

Det passede mig fint at have en rolig formiddag hvor jeg kunne være sammen med Lauge. 

Jeg savner åbenbart lidt den her standadiserede barselshverdag. 

Og så føler jeg også stadig at der er mange små praktiske ting i hjemmet, som mangler at blive kigget på. 

Af den grund vil jeg også gerne være mere hjemme. 

OG så har vejret selvfølgelig også været super kedeligt. 

Så det fordrer også en del mere "hjemmehygge". 

Det var hyggeligt at ses med min veninde. 

Tror det er første gang vi nogensinde har siddet og snakket så længe uden baby. 

Så det føltes ret tiltrængt, at få lov til at være sammen med hende på den måde igen. 

Man når altså bare længere i en samtale, når man ikke bliver afbrudt eller distraheret konstant. 

Så det var dejligt at se hende sådan. 

Efter mødet var jeg helt vildt træt. 

Casper havde været til familie hygge i sin mosters koloni med både Lauge og Porter, og var også fuldstændig bombet da han kom hjem. 

Så det var rart at vi havde samme energineivau. 

Jeg havde en rigtig god legestund sammen med Lauge, inden vi skulle spise aftensmad. 

Og jeg fik puttet Lauge i nogenlunde tid. 

Han kom lidt senere i seng men han faldt i søvn på ca. 15 min. 

Bagefter var der en del praktiske ting, som jeg følte jeg var nødt til at se på inden hverdagshjulene skulle til at statre op igen. 

Smørre madpakke til Lauge, opdatere indkøbslisten, klargøre flasker og andet til Lauge, ordne noget vasketøj, gå igennem andre to-do lister, for at være sikker på hvad der skulle prioriteres i næste uge. 

Det er Caspers sidste uge på barsel og vi skal derfor have instruereret vores forældre i, hvordan Lauge skal hentes fra vuggestue. 

Derudover ligger der også lidt forberedelse i, at gøre klar til at de skal være i vores hus 1 gang om ugen hver. 

Jeg synes det er et stort skift som vi nu igen står overfor. 

Men jeg kan godt mærke at det som altid kun er mig, som har behov for at forberede mig, eller som synes det er en smule overvældende. 

Jeg blev en smule irriteret på Casper, da han overhovedet ikke gad at deltage eller i det mindste lige høre, på nogle af de forberedelser, som jeg synes der lå i det. 

For mig er det rart at kunne tale om tingene - vænne og dreje det sammen med en anden. 

Det er med til et give mig tryghed og bearbejde udfordringerne. 

Og der er Casper altid meget modstandsdygtig, da han jo hader alt planlægning. 

Men han vil åbenbart stadig gerne have en familie. 

Men han vil fandme ikke have struktureret hverdag. 

Så nogle gange kan jeg godt blive ret træt, af at skulle lege projektleder herhjemme. 

For det er for det meste mig, som adminsitrere hjemmet og sørger for alting ikke bare bliver gjort i sidste øjeblik. 

Måske skulle jeg bare lade være med at forsøge at forberede så meget for ham, næste gang han skal stå op og afsted med Lauge i vuggestuen... 

Nå... lad os snakke om noget andet. 

I morgen stiger jeg til 54mg... 

Det er jeg sgu ret spændt på... 

11. medicindag

 I dag er det lørdag. 

Jeg har åbenbart fået min menstruation allerede nu. 

Det giver måske lidt svar på, hvorfor jeg har følt at det hele var lidt mere skidt end normalt, de sidste par dage. 

Jeg har egentlig tænkt, at det var en interessant del af min optrapning, at jeg også fik menstruation. 

Jeg kom i fitness i går til min elskede dansehold og tog også et hold lige efter. 

Normalt plejer at dele det op, så jeg kun har et hold om lørdagen og et om søndagen. 

Men nogle dage giver det bedre mening at få det overstået på én gang. 

Det var faktisk ret hårdt. 

Jeg kunne mærke medicinen begyndte at virke, lige inden jeg skulle afsted. 

Jeg følte også at det gjorde mig lidt diffus under selve træningen på det første hold. 

Men jeg kom heldigvis igennem. 

Så måske kan jeg hjælpe mig selv, ved at forsøge at bevæge mig mere, der om formiddagen når medicinen slår. 

Det bliver selvfølgelig lidt en udfordring på arbejde. 

Men måske jeg kan prøve at stå mere op eller gå en tur på det tidspunkt. 

Det var rart at være i fitness. 

Jeg følte jeg var mere mig selv igen og kunne slappe af, under det andet hold. 

Jeg er også helt naturligt træt efter at have været afsted. 

Så jeg bliver lidt mere "doven", både fysisk og mentalt. 

Hvilket nogle gange kan være godt. 

Vi brugte bare lørdagen hjemme, da vejret stadig ikke er særlig godt. 

Jeg fik preppet lidt mere mad til Lauge, og gjort en smule mere rent herhjemme. 

Det er hængt lidt med de praktiske opgaver herhjemme, efter jeg er startet på arbejde. 

Vi må se om vi kan få lavet en ny struktur som virker, når vi begge starter arbejde. 

Det er ikke fordi jeg vil have her er skinnende rent hver eneste dag. 

Men jeg synes det er rart nok at vide, at nogle helt basale rengøringsområder i hjemmet, bliver gjort ugentligt/hver 14. dag. 

Derudover er der også en masse små ufærdige projekter, som jeg også rigtig godt gad komme videre med. 

F.eks. at sætte det børnegitter op ved vores trappe, som vi fik sidste weekend. 

At få indrammet og ophængt flere billeder til vores familiebilledvæg. 

At få sorteret skuret og gjort det mere brugbart. 

At komme videre med haven og få gjort den klar til sommer. 

At blive færdig med indretning af køkkenet også. 

Og sidst men ikke mindst er der jo også stuen og børneværelset, som på sigt også skal redesignes. 

Ja der er i hvert fald nok at gå i gang med på i huset! 

Men helt overordnet så tror jeg jeg havde en fin almindelig dag i går. 

Vi fik også gået en fællestur om aftenen, da solen endelig kom frem. 

Det var faktisk vildt vigtigt for mig, at vi kom ud og det gjorde bare dagen 70% bedre, at vi kom afsted sammen. 

Nogle gange kan jeg godt føle, at vi lever lidt hver vores liv - Casper og jeg. 

Og det eneste vi deles om er Lauge. 

men udover det så laver vi ikke særlig mange fælles ting sammen, som famlie. 

Og det kan nogle gange godt gøre mig lidt trist. 

Men vi har åbenbart brug for at lade op meget hver for sig. 

Og det respekterer jeg 100% lige nu. 

Lige nu kører vi også stadig meget på autopilot. 

Hverdagen er bare mere "kedelig" og praktisk. 

Tiden til at nydelse er på alle måder indskrænket. 

Og når man konstant ser sin partner hver dag, i de her lidt "kedelige", hverdags omgivelser. 

Ja så kan ens første indskydelse godt være, at man har lyst/brug for at være sammen med nogle andre/gøre noget andet for en selv, som er væk fra familien. 

Men jeg håber virkelig at vi også på sigt, kan finde ud af at lade op sammen - alle sammen. 

Så familien ikke bare bliver en instants/arbejde, som man konstant føler man skal præstere i - og som man føler aflader en. 

10. medicindag

I dag er det fredag og jeg har haft min sidste kursusdag på det tegnekursus jeg har gået på, over min barsel. 

Det var lidt sørgeligt at skulle aflsutte det. 

Jeg har virkelig nydt det, og det har givet mig tid, ro og plads til at kunne tegne. 

Og jeg har været glad for at blive udfordret i min måde at se og opfatte ting på. 

Håber jeg kan tilmelde mig en lignende kursus igen. 

Jeg kom til at tegne med kridt - noget som jeg aldrig har gjort før. 

Det var helt utroligt tilfredsstillende. 

Blyant er en meget mere hård og simpel streg, og det kræver mange flere strøg, før noget kan gøres helt mørkt. 

Men med kridt kan man farve meget større områder hurtigere, og man kan også tegne helt sart og lyst. 

Det tror jeg jeg skal ud og investerer i. 

Medicinen har også været meget tydelig i dag. 

Jeg havde det decideret dårligt efter kursus. 

Havde den her intense uro i kroppen, som føles vuldt ubehageligt. 

Jeg havde også ondt i hovedet og vidste faktisk slet ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. 

Derudover var jeg helt vildt træt og kunne slet ikke overskue at vi havde købt billetter til en forestilling senere på dagen. 

Så vi endte med at aflyse. 

Også fordi at Lauge har været lidt småsyg, og både skulle passes af Caspers og min mor i løbet af dagen. 

Og jeg savnede også at bruge tid med. 

Så jeg havde lidt for meget skyldfølelse over, allerde at have været væk fra ham om formiddagen pga. af kursus, og så skulle være væk fra ham igen senere på dagen. 

Det var ellers en forestilling jeg havde glædet mig ret meget til. 

Men jeg prioriterede simpelthen lige mit eget energiniveau og at være sammen med min søn. 

Det var den rette beslutning. 

Jeg fik det heldigvis meget bedre da jeg kom hjem til Lauge. 

Casper var mega træt fra dagen før, og endte med at tage en lur. 

Så jeg hyggede mig med Lauge i stuen.

Jeg er lidt nervøs for at skulle stige til 54mg på mandag... 

For de her symtomer der er nu er ikke særlig rare. 

Og jeg føler ikke rigtig at medicinen gør nogen anden effekt. 

Vi må vendte og se.... 

9. medicindag

Det er torsdag. 

I dag har jeg godt kunne mærke medicinen virke. 

Jeg havde en mærkelig uro i hele kroppen på arbejde. 

Særligt om formiddagen og hen over vores frokost. 

Det føltes faktisk lidt ligesom at være på coke. 

Meget anspændt og med ekstremt meget fysisk uro. 

Jeg har siddet og vippet med benet næsten hele dagen. 

Og jeg har også følt mig en smule blurry eller rundtosset. 

Lidt ligesom jeg ikke helt så klart. 

Det har været ret svært at arbejde koncentreret, da der hele tiden har været den her ubehag i kroppen. 

Den sidste del af min arbejdsdag var ret hård. 

Jeg sad og kørte rundt i den samme opgave. 

Og jeg kunne ikke rigtig løsrive mig eller komme videre. 

Det kunne også sagtens være sket uden medicin. 

Det er meget typisk, at jeg kan blive ved med at forsøge at løse en opgave, som jeg er kørt fast i. 

Jeg kan ikke finde ud af tage den pause, som måske havde gjort at jeg kom bedre videre. 

Nå men jeg kom igennem dagen og glædede mig til at komme hjem.  

Jeg skulle hente Lauge for første gang fra vuggestuen i dag. 

Det var jeg ret spændt på. 

Jeg tog afsted fra arbejde et kvarter før tid, så jeg kunne nå det. 

Det gik egentlig meget hurtigt og smertefrit. 

Han var utrolig træt da jeg kom. 

Men det var faktisk meget sjovt at prøve at have ham helt for mig selv igen. 

Casper kom først hjem om aftenen. 

Men jeg klarede at spiseaftensmad og få lagt ham i seng til tiden. 

Men jeg var virkelig træt bagefter. 

Jeg havde også været på hele dagen. 

Var gået direkte fra arbejde til at skulle passe Lauge. 

Det er nok en hverdag man godt kan vænne sig til... 

Tænk at være eneforældre... 

Jeg ved ikke hvordan de overlever. 

Men jeg glæder mig til at have "fri" i morgen og have sidste dag på tegnekursuset.