Lauge

 13-07-2024

Det har været en mærkelig dag. 

I går aftes oplevede jeg, at der kom 2 vandladninger fra skeden, som jeg ikke kunne stoppe. Jeg var lige ved at falde i søvn, da jeg pludselig mærker en varm fornemmelse forneden. Noget sivede ud. 

Det var mørkt og jeg “vågnede” ved at sige “uh!” 

Casper vågnede også og spurgte hvad der var galt. Jeg sagde “uh” igen, da fornemmelsen forsatte. 

Jeg tænkte i starten om det var blod. Stod op og gik på toilet. Det var helt klar væske. 

Jeg tænke at jeg havde tisset i bukserne, men undrede mig over det, da jeg ikke på noget tidspunkt har haft problemer med at holde på vandet om natten. 

Efter at have skiftet til nye underbukser, gik jeg i seng igen, og lagde mig til at Google vandafgang graviditet på min tlf. 

ca. 10 min senere skete det igen, og jeg skyndte mig på toilet, og fandt samme tynde, klare væske sive. 

Casper var også forsat vågen, og mente også at vi skulle ringe ind til akut. 

Kl. Var lidt over 00 da jeg ringede ind og forklarede dem min oplevelse. 

Kvinden var meget i tvivl, om de skulle havde mig ind eller ej. 

De sagde til mig, at jeg skulle tage en bind på og vente et par timer, for at se om det blev helt vådt. Hvis det gjorde det, skulle jeg ringe igen. 

Efter en time var der stadig ikke kommet meget, og vi valgte at gå i seng og sove til næste dag. Jeg kontaktede ikke akut igen. 

Jeg sov dårligt den nat og havde onde dumme drømme om Lauge. 

Dagen efter kunne jeg godt mærke, at det virkede mærkeligt, ikke at havde fået det endelig af/bekræftet, om alt var som det skulle være, så jeg ringer ind til dem igen. 

Også fordi at der om morgenen var sivet lidt mere ud. 

Den nye jordmoder i tlf. synes at det lød underligt, at jeg have “vandafgang” igen, og hun anbefalede mig at komme ind til et tjek - for en sikkerhedsskyld. 

Hun sagde jeg skulle pakke en lille taske, - hvis jeg nu skulle være der lidt længere, end forventet.

Jeg græd en lille smule efter opkaldet. 

Casper og jeg får lidt travlt med at stå op. Kl. Var lidt i 10. Jeg får pakket en lille taske, med tandbørste, kontaktlinser, briller osv. lidt snacks kommer også med. 

Taxaen henter os lidt i 11 og vi siger farvel til Porter. Han kunne godt mærke, at der var noget i luften. 

Vi ankommer til akutmodtagelsen og jeg får at vide jeg skal lave en urinprøve. 

De havde også bedt mig om at tage den bind med, som jeg havde haft på om natten. Det får jeg taget af og lagt i en plastisk pose på toilettet. 

Vi sidder i venteværelser i lidt tid, hvor der også sidder et andet par. 

Vi bliver hentet af den jordmoder som vi havde talt med i tlf. 

hun fører os ind til en stue, hvor vi først også kommer til at vente lidt. De havde travlt kunne man se/mærke. 

Da hun kommer tilbage, sætter hun os ind i, hvad hun vil undersøge. 

Hun vil gerne måle min puls, og tjekke aktivitet/hjertelyd på Lauge. Jeg skulle have 2 “målere” på maven, som skulle måle hans hjertelyd, og en klikker i hånden, som jeg skulle klikke med, hver gang jeg mærkede bevægelse i maven. 

Lauge sparkede derudaf og jeg klikkede nærmest uafbrudt, i de 20 min jeg sad med måleren på. 

Jeg fik at vide at alle tal så godt ud.

Mit bind var blevet undersøgt, og de kunne ikke at væsken bestod af urin, udflåd eller fostervand, og derfor ville de gerne have en læge til at lave en gynækologisk undersøgelse, af min livmoder. 

Vi ventede lidt tid i stuen på lægen. Casper kontaktede Bossen, som skulle arbejde, og fortalte at han ville komme for sent. Vi havde også inden da, informeret begge vores mødre. De ønskede os hele og lykke. 

Lægen kom og fik en kort forklaring på min oplevelse, som de andre. 

Jeg blev bedt om at lægge mig på briksen, og hun hun åbnede og tjekkede min livmoder. Det er og bliver aldrig en rar oplevelse. 

Hun sagde at jeg havde en lille polyp. 

Det var ikke en hun umiddelbart mente var farlig, men hun ville gerne have en kollega til lige at dobbelttjekke. Mens jeg ligger forsat med spredte ben, ringer hun til en kollega. Hun ville komme og tjekke, når hun lige har færdig med at se en anden patient. Imens fik jeg foretaget en scanning af livmoderhalsen. En lang dildo agtig værktøj blev ført op i skeden, som kunne vise den nederste del af livmoderen + Lauges hoved på scanningsskærm. 

Jeg fik at vide at alt så fint ud, og min livmoder ikke “lækkede” væske, da hun forsøgte at skubbe lidt på min mave, så Lauge blev presset lidt mere ned mod livmoderåbningen. 

Efter scanningen blev jeg bedt om at tage tøj på, og vente på den anden læge. 

Casper var gået ud i venteværelset, og jeg gik ud for at hente ham, og sætte ham ind i deres “fund”. 

Vi vendte lidt tid sammen på stuen inden den anden læge kom. 

Hun lavede også en gynækologisk undersøgelse som den anden - åbnede op for at kunne se livmoderen og polyppen. 

Hun bekræftede at det var en godartet ufarlig polyp. 

Dernæst mente hun, at det var denne som kunne sive med slimhindevæske, og det var det som jeg havde oplevet. 

Hun informerede mig lidt om hvad en polyp var. En udposning på livmoderslimhinden, som kunne opstår før og under graviditet. De var ofte ufarlige, men kunne godt rive sig løs og give blødninger. Derfor anbefales det generelt, at de fjernes. Dette vil først blive muligt for mig efter min fødsel. 

De informerede mig om, at de ville notere det i min journal, at der var fundet en polyp, og jeg godt måtte tage hjem. 

Casper og jeg fik bestilt en taxa, og glædede os til at lomme hjem.

Vi var sultne - og jeg var også træt. 

Vi kom hjem og lavede morgenmad med det samme. Casper fiksede nogle ting i forhold til arbejde. Jeg kunne kun koncentrere mig om at få noget at spise. 

Efter en pause valgte jeg at gå med Porter med det samme, så jeg bedre kunne holder fri bagefter. 

Jeg ville så gerne bare ligge i “fuglereden” i stuen, spise lidt snacks og se film. 

Mens jeg gik med Porter i massivt regnvejr ringede jeg til mor, og fortalte om oplevelsen. Jeg mærkede at det sivede lidt igen, da jeg var ude. 

Efter ca. 38 min gik jeg hjem. Lidt friskere og glad, for at havde været ude i lidt tid. 

Casper var lige kommet ud af badet og tog afsted på arbejde ca. 15 efter. 

Jeg lagde mig ovenpå og faldt hurtigt i søvn.

Jeg vågnede ca. kl. 17, efter at havde været faldet lidt ud og ind af søvn. 

Inden jeg faldt i søvn i starten, havde det sivet - som et skyl igen. 

Da jeg “vågnede” skete det 2 gange mere, mens jeg lå i sofaen. Mit bind var nu helt fugtigt, og jeg gik ned for at skifte det. 

Jeg undrede mig lidt over, at der stadig kunne lomme så meget. Jeg foldede bindet pænt sammen, og var omhyggelig med at lægges et forsigtigt ned i skraldespanden - hvis jeg nu skulle bruge det igen… 

Jeg gik op og lade mig i sofaen igen, og efter lidt tid havde jeg samlet energi og mod til at ringe ind til akut igen. Jeg ville lige høre om de kunne svare på, om jeg kunne forvente at opleve de her “skyl” af væske, i tide og utide, frem til termin. 

Den nye jordmoder, synes det lød bekymrende, at jeg havde oplevet 3 skyl, siden jeg havde været der, sagde hun synes jeg skulle komme ind til tjek igen. 

Jeg blev en smule overrasket. Jeg havde jo lige fået at vide, at det “bare” var slimhindevæske, og alt umiddelbart var godt. De fortalte igen at jeg skulle pakke en lille taske, hvis nu jeg skulle blive over nat. Over nat… - den information blev jeg lidt paf over. 

Jeg ringer til Casper med det samme, og fortæller jeg skal ind igen. Han blev også overrasket. Jeg fortalte ham, at jeg ikke tænkte det var nødvendigt han kom ind, men at jeg blot ville opdatere ham, efter jeg var blevet undersøgt. 

Jeg ringer til Gerda, for at høre om hun kunne gå med Porter om aftenen. 

Det kunne hun selvfølgelig, og tilbød også at køre mig, hvis jeg kunne vente 45 min.

Jeg sagde at det var sødt sagt, men at jeg ville tage afsted hurtigt efter. 

Jeg får slynget 2 rugbrødsmadder med dåsemarkel og pålægschokolade i kæften, pakker en større taske med lidt ekstra ting, og så ringer jeg efter en taxa. 

Jeg siger farvel til Porter og ankommer til akutmodtagelsen lidt over 18.00. 

Der var ingen mennesker i venteværelset denne gang. 

Jeg laver en ny urinprøve og får at vide at jeg blot kan vente i en af stuerne. 

Jeg får at vide, at der vil komme en læge og undersøge mig igen. Jeg venter på hende i lidt tid i værelset. I mellemtiden fortæller jeg jordemoderen, hvad jeg havde været igennem indtil nu. 

Lægen kommer og fortæller at hun gerne vil starte med at scanne Lauge, for at tjekke om der er fostervand, og dernæst lave en gynækologisk undersøgelse igen. 

Jeg fik lov til at se silhuetterne  af Lauge på skærmen, mens hun målte fostervandmængde, og mål på Lauge. 

Hun målte også hans vægt. 

Dernæst til den gynækologiske undersøgelse - igen igen igen…

Hun bad mig om at skubbe til min mave, og forsøge at hoste - for at skabe noget pres og røre, der kunne resultere i at fostervand/væske nemmere vil sive. 

Det var ikke særlig behageligt, da jeg bruge ekstrem meget energi på, ikke at føle hvor ubehagelig det var, at hun havde et stål værktøj, oppe i skeden på mig.

Derudover så skubbede hun også selv, lidt voldsomt til min mave. 

Intet skete. Der kom ikke en dråbe. 

Hun afsluttede undersøgelsen. 

Jeg fik at vide at de gerne vil beholde mig til observation over nat. 

I følge hende, burde en polyp ikke væske men bløde. Derfor synes hun det var underligt at jeg oplevede skyld. 

Da hun var gået kontakte jeg Casper og informerede ham om ændringen. 

Jeg var blevet informeret om, at jeg ville få en enestue, og at jeg gerne måtte få besøg. Faktisk måtte Casper gerne overnatte også. Jeg fik en lille rundvisning - hvor der var køkken og toilet, og hvad jeg skulle gøre, hvis jeg oplevede at det sivede igen. 

Hvis jeg oplevede vandafgang, skulle jeg trække i den røde snor. 

Jordemoderen nåede kun lige at gå ud af døren og være væk i ca. 10-15 min, før jeg mærkede at det sivede. Jeg havde akkurat lige nået at ringe til Casper, og måtte afbryde samtalen. 

Jeg hev i snoren. 

Hun kom tilbage og blev bedt om at tage mit bind af. Hun tog det i hånden, og konstaterede at det var meget vådt og tungt. 

Hun bad mig vente. 

Da hun kom tilbage fortalte hun mig, at de mente at der var tale om vandafgang, og at jeg derfor vil opstarte behandling, som en der var gået for tidlig i fødsel. 

Hun bad mig om at sidde ned, så hun kunne sætte mig ind i situationen. 

De ville starte mig op på antibiotika. 

De ville beholde mig i en uge til observation, blodprøver og lungemodne medicin. Jeg kunne forvente en anden graviditetsproces herfra.

Jeg forstod det ikke rigtig til at starte med. Jeg var i en form for chok, og tog meldingen meget pænt og roligt. 

Da jeg skulle være der i længere tid, fik jeg en ny stue. Jordemoderen kom med et patientarmbånd, og var generelt sød og afventende, på om jeg havde nogle spørgsmål. Jeg havde ikke rigtig så mange. Sagde bare meget ja og okay. 

Jeg skulle vente på hun kom tilbage med første omgang, af den lungemodne medicin, som jeg skulle have en indsprøjtning med. 

Jeg ringede til Casper igen. Han ville komme så hurtigt han kunne.

Vi snakkede kort sammen. Derefter ringede jeg til min mor. Hendes intuition havde fortalt hende, at hun skulle køre herud og hun var allerede herude.

Jeg kunne mærke at tårerne pressede sig på, ved tanken om at hun var tæt på, og at jeg skulle se hende. Gråden begyndte i tlf. og jeg kæmpede med ikke at bryde helt sammen, inden jeg havde lagt på. 

Da jeg havde lagt på fik jeg tudet igennem. Tårene strømmede ned af kinderne og ville ikke stoppe. 

Jeg stod på toilettet og forsøgte at få kontrol over mig selv, inden min mor eller jordemoderen ville komme ind af døren. 

Jordemoderen kom lidt efter, for at give mig den lungemodne indsprøjtning. 

Det gjorde kun lidt ondt. 

Min mor kom lige efter. Det var rart at se hende. Jeg havde kontrol over tårene. 

Hun fik også en kort snak med jordemoderen. Jeg fortalte hende lidt mere i detaljer hvad der var sket indtil nu.

En 30 time senere kom Casper. 

Han kom ind af døren og jeg gav ham en kæmpe krammer. 

Jeg kunne mærke han smeltede imellem hænderne på mig, og han begyndte at græde. Jeg kunne mærke min tilbageholdte gråd, fik lov til at gå i gang igen. I ljdt tid stod vi bare og krammede hinanden og græd lidt sammen. 

Han så super ked af det ud. Jeg havde så ondt af ham. 

Han fik sagt hej til min mor. Og efter 15 min ca kom lægen, der havde undersøgt mig tidligere, for at give samme information, som jeg havde hørt tidligere - men bare så Casper og min mor kunne høre det også. 

Hun var rolig og fattet og fortalte langsomt, hvad der ville ske. Vi fik god mulighed for at stille spørgsmål.

Hvis alt fik godt, ville jeg kunne komme hjem efter 3 dage, hvorefter jeg skulle lave hjemme kontrol af min temperatur og andet. 

Jeg skulle forsat være på antibiotika i en uge. 

Jeg måtte IKKE begynde at få veer. Hvis jeg gjorde det, ville de ikke bremse fødslen. I stedet ville vi skulle starte vores nye liv som forældre, på den hårde måde. Lauge vlille skulle i respirator og kuvøse, og vi ville højst sandsynligt skullle blive på Skejby i mange uger… 

Det var det værste scenarie. 

Fandt de bakterier eller andet virus/infektion i min krop, ville der også bære mulighed for, at se ville sætte min fødsel i gang nu. For at sikre at Lauge ikke tog skade. Alt sammen fordi de jo gik ud fra, at der må være sket en brist i min fostervinde, så bakterier ville have nemmere adgang. 

Dog fortalte lægen mig, at de 50% af gangene, ikke kunne forklare med sikkerhed at det var gået hul og hvorfor der løb væske, men at de altid gik med livrem og seler. Så lægen var tæt på at mene, at der ikke var gået hul, efter hun havde undersøgt mig, men ville ikke tage nogen chancer. 

Så der var en mulighed for, at der ikke var noget galt- og at jeg blot ville få antibiotika og medicin “uden grund”. 

Men de overbeviste mig om, at ingen ag delene var farligt, selv hvis alt var godt. 

Efter samtalen med lægen sad vi i lidt tid i værelset og talte sammen. 

Min mor sagde farvel til os omkring kl. 20. 

Der kom en sygeplejerske ind og tog kogle hurtige blodprøver. 

Dernæst fik jeg lagt en drop, så den fleste dags antibiotika kunne komme ind direkte via blodet. 

Da jeg var færdig med droppet - det tog ca. en halv time - var det tid til at kontakte Gerda, som vi have ladet vente i noget tid. 

Hun havde åbenbart, ventet hjemme i vores hus på at jeg skulle komme hjem, da hun gik ud fra at jeg selvfølgelig ville komme hjem.. 

der gik små 40 min før hun også ankom. 

Selvfølgelig også meget berørt af situationen. Vi fik igen en lille snak med jordemoderen, som var super god til at give sig tid, til at berolige os alle sammen. 

Gerda sad i sengen med mig, med sine hænder på min mave, og bad til at Lauge ville sparke. 

Det gjorde han heldigvis, og det blev hun meget lykkelig over. 

Da klokken var omkring 21.30 tog hun hjem igen, og Casper og jeg kunne nu begynde at “pakke ud” og gøre os klar til at skulle sove der. 

Jeg fik taget min temperatur. Det fik jeg at vide jeg skulle hver morgen og aften fra nu af, da det var den bedste måde at holde øje med evt. infektion. Den lå på 36.8. Fint tal. 

Casper og jeg gik en kort aftentur. Jeg ville gerne havde været udenfor meget tidligere, men havde først endelig tid til det nu. Det var rart at komme ud. Men også mærkeligt. 

Der var mørkt og vi gik rundt et helt nyt sted. 

Da vi kom tilbage, gik jeg ud i køkkenet for at smøre mig selv 2 madder. Jeg var blevet sulten… Casper synes det var komisk. Vi spiste resten af chipsene, som Casper havde taget med, mens vi så en film. 

Casper blev hurtigt træt, og faldt i søvn. 

Jeg slukkede filmen og begyndte istedet at skrive. 

Nu er kl. 04.06, og jeg har måske skrevet i ca. 2 timer. Det er allerede ved at blive lyst. 

Imens jeg har ligget i sengen og skrevet, har jeg kunne høre en kvinde i fødsel, et andet sted i bygningen. Jeg kunne høre hendes stønnen. Jeg hørte også lyden ag en grædende baby. Så det må havde været lykkes hende at føde. 

 Nu vil jeg forsøge, at få noget søvn. 

14-07-2024 

I dag er det faktisk Finians fødselsdag. 

Jeg have aftalt med ham, at skulle kigge forbi hospitalet senere i dag. Mor havde ringet til ham, efter at havde været på besøg hos os. Han sendte mig et hjerte sent om aftenen, som symbol på han var sat ind i situationen. 

Jeg lukkede næsten ikke et øje natten inden. Tror jeg fik sovet i ca. en halv time. 

Der var mange tanker i hovedet. 

Jeg kunne ligge og lytte til 3 forskellige fødsler, gennem vores halvåbne vindue. 

Det var en ret vild og voldsom oplevelse, at høre andre kvinders stønnen, skrig, asen og masen, for at bringe liv til verdenen. En utrolig dyrisk og dyb lyd. Som på mange måder kun gav kuldegys. 

Men heldigvis blev lydene ofte forløst af babyskrig til slut. Lyden af et helt nyt liv. 

Det gjorde mig sjovt nok ret rolig, når lyden af babyen endelig kom. Så vidste man at fødslen var lykkedes, og kvinden - den nybagte mor, kunne forhåbentlig trække vejret og slappe af, efter lang tids arbejde.. ja flere månedernes arbejde var nu forløst i det split sekund. 

Så ja der lå jeg. Midt i mørket omringet af lyden af liv der kom til verdenen. 

Den sidste fødsel var så voldsom høj at Casper også vågnede. Kl. Var her kun 05.00. Det var egentlig rart at han også var vågnet, og vi snakkede lidt sammen om dagen i går. 

Vi besluttede os for at “stå op” til morgenmaden, som vi troede var klar fra kl. 06.00. Desværre havde vi taget fejl af tidspunkterne, da morgenmaden først var kl. 08.00. Vi gik tilbage til stuen og ventede. Jeg følte mig egentlig rimelig frisk, men da Casper lagde sig op i sengen til mig for at putte lidt, faldt vi begge i søvn, og sov en lille time, indtil der kom en sygeplejerske, og ville tage nogle blodprøver på mig. Kl. Var kun 07.00. 

Da kl. blev 8, kom der en medarbejder og bankede på døren, for at spørge hvad vi ville have til morgenmad. Valget var ikke så stort, men vi fik da et rundstykke med ost vejr. Det var dejligt endelig at kunne starte dagen. Jeg havde været rastløst hele morgenen, efter ikke at have sovet om aftenen, og håbede på, at noget mad og det at en ny dag var startet, kunne give mig mulighed for at indhente lidt søvn. 

Det føles altid lidt tryggere, at sove når man ved at der er andre der er vågne, og pusler om en. Derudover var jeg også gået  i seng en smule sulten dagen før, hvilket heller ikke hjalp på at sove om natten. 

Da vi sad og spise morgenmad kom der en jordmoder ind og sagde hej. Hun havde morgenvagten og ville gerne lave en hjertekurve scanning af Lauge en af formiddagen. Den samme type scanning jeg havde fået dagen før, hvor der sættes 2 elektroder på min mave, som måler babys hjerterytme. Derudover fik jeg ugen en “klikker” i hånden, som jeg skulle bruge, til at registrere hver gang jeg mærkede et spark. 

Det var åbentbart noget som jeg skulle have taget hver dag fra nu af, sammen med daglig blodprøver og temperaturmålingerne. 

Efter morgenmaden fik jeg foretaget scanningen. Lauge var ikke ligeså aktiv som sidst, og havde også fået vendt sig, da det slet ikke har ligeså nemt, at fange hans hjertelyd. Elektroderne måtte derfor flyttes lidt rundt på maven et par gange. 

Han sparkede heller ikke ligeså meget som sidst. Jeg fik dog ikke at vide at der var noget galt med scanningen. 

Casper og jeg havde samlet en masse spørgsmål, som vi meget gerne ville tale med en læge eller anden fagperson omkring. Jeg havde skrevet nogle stykker ne om natten, og under morgenmaden formulerede vi nogle flere. 

Vi har forsat meget i tvivl om det kommende forløb. Særligt i forhold til hvad vi skulle gøre med vores arbejde. Skulle vi sygemeldes fra nu af? Eller var det sikkert at forsætte lidt endnu? 

Casper stod i en svær situation, da jazz festivalen lige akkurat var startet dagen før, og han stod til at skulle arbejde næsten alle aftener. Hvordan fiksede han det? Var det forsvarligt for ham at tage tilbage til arbejdet? 

Vi havde jo fået at vide, at det hele handler om, hvordan mine tal så ud. Hvis jeg pludselig fik et højere infektionstal, så kunne vi risikere at de ville påbegyndte fødsel med det samme, for at sikre at Lauge ikke tog skade. Hvis jeg begyndte at få veer, eller mere vandladning, kunne der også være tale om at fødslen skulle startes. 

Det hele var mega uforudsigeligt, og gjorde det svært at vide hvor mange knapper der skulle trykkes på. 

Det var så mange praktiske ting og aftaler, som pludselig skulle laves om. 

Det var meningen jeg skulle havde været til koncert med Mai og Celina om mandagen på HQ, hvilket jeg havde glædet mig sindssygt meget til. Et at se dem, men også at komme ud og høre noget musik med Lauge. 

Derudover havde jeg planlagt at ses med Carla og Nanna til brunch hos mig om søndagen. Noget jeg også virkelig havde glædet mig til. Netop fordi vi aldrig mødes, og det gav mere mening end nogensinde nu - at samles og dele vores nuværende livssituation med hinanden. Jeg havde også planlagt at skulle ned og høre jazz sammen med min mor og måske min bror i løbet af jazzfestivalen, og havde også her glædet mig til, at lytte til musik med Lauge. Caspers 34 år fødselsdag med hans famile om torsdagen ville nok også blive aflyst. 

Der var mange ting, som jeg følge blev vendt helt på hovedet. Og det var både hårdt og rart, at skrive ud til mine veninder omkring situationen. På den ene side rart fordi jeg havde behov for at dele det med nogen.